Historie

Midt i 90’erne indledte Dansk Idrætsmedicinsk Selskab (DIMS) og Faggruppen for Idrætsfysioterapi (FFI) (nu Fagligt Selskab for Sportsfysioterapi, DSSF) et samarbejde om et nyt, dansk idrætsmedicinsk tidsskrift, som kunne erstatte de to organisationers medlemsblade ”DIMS Bulletin” og ”Trykpunktet” og samtidig opfylde behovet for medlemsinformation og for artikler omhandlende det praktiske kliniske arbejde inden for idrætsmedicinen. Et sådant tidsskrift måtte forventes at kunne tiltrække en bred læserskare af både fysioterapeuter og læger, ikke kun blandt medlemmerne af de to organisationer, men også udenfor, ligesom andre faggrupper i sundhedssektoren samt idrætstrænere og -ledere kunne have glæde af at fordybe sig i bladets indhold.

Det første møde omkring etableringen af det nye tidsskrift fandt sted den 30. maj 1995 i Idrættens Hus, Hvor DIMS var repræsenteret af Allan Buhl og Erik Darre, mens FFI deltog med Gorm H. Rasmussen og Henning Langberg. Gruppen udarbejdede et ”Kommissorium for Dansk Sportsmedicin”, hvori arbejdsgruppen havde opstillet forslag til tidsskriftets navn, målgruppe og formål, redaktionens sammensætning, tidsskriftets faglige indhold, dets format og de finansielle forhold. Bladet skulle udkomme fire gange årligt, have et sidetal på omkring 32 sider, og finansieringen skulle lægges an på annonceindtægter, men en mindre kontingentstigning ville også være nødvendig.

Kommissoriet blev vedtaget i de to organisationers bestyrelser i foråret 1996, hvorefter der blev udpeget en redaktion bestående af seks medlemmer, tre fra hver organisation, samt en redaktionssekretær. Den første redaktion bestod af overlæge Uffe Jørgensen, overlæge Allan Buhl og speciallæge Arne Gam udpeget af DIMS og fysioterapeuterne John Verner, Leif Zebitz og Nina Schriver udpeget af FFI samt af fysioterapeut Gorm H. Rasmussen som redaktionssekretær. Allan Buhl blev udpeget som bladets første redaktør. Det første redaktionsmøde blev afholdt den 28. maj 1996.
Redaktionen indgik umiddelbart herefter i et samarbejde med to journaliststuderende, Brian Andersen og Susanne Gaarde-Nissen, som til den afsluttende eksamen på Journalisthøjskolen fik godkendt ”udarbejdelsen af et koncept for et idrætsmedicinsk blad” som deres projekt. Eksamen blev bestået med glans og redaktionen overtog efterfølgende konceptet.

I januar 1997 blev der udarbejdet et prøvenummer af bladet med henblik på udsendelse til medicinal- og instrumentfirmaer, sportsplejefirmaer, idrætsorganisationer og andre, som kunne have interesse i at få optaget annoncer i bladet, eller som på anden måde kunne ønske at støtte økonomisk.



Den 15. august 1997 blev det første ”rigtige” nummer, med overskrifterne ”Skulderdiagnostik” og ”Balancetræning”, udsendt til medlemmerne af DIMS og FFI, og bladet er siden udkommet løbende med de planlagte 4 numre om året i et oplag på ca. 2.200 eksemplarer. Fra og med 2016 er bladet ophørt med at udkomme i trykt form og kan herefter kun tilgås online. Se og læs alle de udkomne numre her: Bladarkiv.



Bladet har haft følgende redaktører:
Overlæge Allan Buhl, DIMS, 1997-2001
Speciallæge Arne Gam, DIMS, 2001-2004
Fysioterapeut Svend B. Carstensen, FFI, 2004-2007, 2010-2014
Fysioterapeut Kristian Thorborg, FFI, 2007-2010
Fysioterapeut Michael Skovdal Rathleff, 2014-2016
Fysioterapeut Heidi Klakk, 2016-

Redaktionen består i dag af en redaktør, to-tre repræsentanter udpeget af hver organisation samt en redaktionssekretær. Hvem det er, kan ses her: Redaktion.
Historie
Formål