1: Department of Health Science and Technology, Faculty of Medicine, Aalborg University, Aalborg, Denmark.
2: Department of ortopedics, Department of physio- and occupational therapy, Aalborg University Hospital.
Korresponderende forfatter: Jacob Christiansen Gandløse
e-mail: jacob.g.c@hotmail.com

Abstract
Baggrund
Akillesseneruptur er den hyppigste seneruptur i underekstremiteterne. Behandlingen kan være operativ eller konservativ, men vil altid bestå af en immobiliseringsperiode, hvor risikoen for dyb venetrombose (DVT) øges. Der er ikke konsensus om, hvorvidt DVT påvirker selvrapporteret funktion for denne gruppe. Derfor var formålet med studiet at undersøge om patienter uden symptomatisk DVT ved baseline havde bedre selvrapporteret funktion af akillessenen, målt med Achilles Tendon Total Ruptur Score (ATRS), sammenlignet med patienter med symptomatisk DVT efter 6, 12 og 24 måneder.
Design
Retrospektivt kohortestudie.
Metode
Data fra hospitaler i Region Nordjylland blev ekstraheret fra Dansk Akillessene Database (DADB) i perioden 2015-2022. ATRS var registreret ved baseline, 6, 12 og 24 måneder efter skaden. Symptomatisk DVT var registreret ved baseline.
Resultater
1039 patienter var registreret med Akillesseneruptur i perioden. I alt var 1030 patienter registreret uden DVT, hvoraf 986 leverede data ved baseline, 810 ved 6 måneders-, 751 ved 12 måneders- og 572 ved 24 måneders followup. 9 patienter var diagnosticeret med symptomatisk DVT, hvoraf 9 leverede data ved baseline, 6 ved 6 måneders- og 8 ved 12- og 24 måneders followup. Gruppen uden DVT havde statistisk signifikant bedre ATRS på 18.8 point (95%CI: 1.3 til 36.3, P=0.033) efter 24 måneder. Der blev ikke fundet forskelle mellem grupperne efter 6 eller 12 måneder (P>0.05). En efterfølgende sensitivitetsanalyse, uden brug af baselineværdierne som covariat, resulterede i at underbygge fundet med en forskel mellem grupperne på 18.0 point (95%CI: 1.0 til 37.8, P=0.043).
Konklusion
Resultaterne indikerer, at patienter med symptomatisk DVT efter Akillesseneruptur har dårligere selvrapporteret funktion efter 24 måneder sammenlignet med patienter uden DVT. Baseret på manglende konsensus i litteraturen og begrænsninger i dette studie kræves flere undersøgelser for endeligt at kunne konkludere, om symptomatisk DVT efter Akillesseneruptur påvirker langsigtet selvrapporteret funktion negativt.
Baggrund
Akillesseneruptur er den hyppigste seneruptur i underekstremiteten (1). I Danmark er der en forekomst på cirka 1500 tilfælde årligt (2). Akillessenerupturer kan behandles enten kirurgisk eller konservativt (3), hvor standardbehandlingen i Danmark er konservativ(4). I Region Nordjylland består konservativ behandling af at foden de første 8 uger er immobiliseret i en walkerstøvle med hælkiler som gradvist fjernes. Herefter består det af instruktion i bevægeøvelser og gradvist øget vægtbæring. Efter uge 9 tilbydes specialiseret genoptræning på hold indtil uge 17. Patienten følges til kontroller ved ortopædkirurgisk ambulatorium ved uge 2, 9, efter 6 måneder, 1 og 2 år (3). Hos denne patientgruppe ses øget risiko for dyb venetrombose (DVT) (5), en tidskritisk tilstand med øget mortalitetsrisiko (6) og risiko for at udvikle posttrombotisk syndrom (PTS) (7). PTS refererer til en række kroniske symptomer heriblandt smerter, kramper og hævelse (7). Tilstanden er associeret med nedsat mobilitet, angst, depression og reduceret selvtillid (7). Derudover er det at udvikle en DVT tidligere beskrevet som livsændrende og som en potentiel traumatisk oplevelse (8). DVT og følgerne heraf kan derfor mistænkes at påvirke patientgruppens forløb og langsigtede selvrapporteret funktion efter en Akillesseneruptur. Der er ikke konsensus i litteraturen om hvorvidt DVT påvirker potentialet for selvrapporteret funktion efter 6-12 måneder negativt (9–12), og der er til forfatternes kendskab ikke studier, som undersøger, om DVT påvirker selvrapporteret funktion efter 24 måneder. Derfor var formålet med studiet at undersøge om patienter uden DVT ved baseline havde bedre selvrapporteret funktion af akillessenen efter 6-12 og 24 måneder, sammenlignet med patienter med symptomatisk DVT.
Metode
Studiedesign
Studiet var et retrospektivt kohortestudie. Studiet var ikke anmeldelsespligtigt (Videnskabsetisk Komité Nordjylland, Journalnummer: 2022-000764).
Setting og deltagere
I dette studie indgik patienter fra Region Nordjylland indrapporteret med Akillesseneruptur, som involverede Aalborg Universitetshospital herunder Farsø og Thisted samt Regionshospital Nordjylland, Hjørring. Data blev ekstraheret fra Dansk Akillessene Database (DADB), hvor 11 danske hospitaler registrerer deres patienter med akillesseneruptur (13). Alle patienter med Akillesseneruptur inkluderes i DADB, således ingen ekskluderes på baggrund af komorbiditeter (13). Data fra de registrerede patienter blev indsamlet til og med 2. november 2022, og som konsekvens heraf har alle patienter ikke kunne levere data til follow-up.
Effektmål
Data i studiet bestod af Achilles Tendon total Rupture score (ATRS). ATRS er et patientrapporteret spørgeskema udviklet til personer med Akillesseneruptur. Spørgeskemaet indeholder 10 spørgsmål angående begrænsning på fysiske samt daglige aktiviteter relateret til Akillessenerupturen. Patienten rangerer begrænsningens omfang på en skala fra 0-10, hvor 0 indikerer “stor begrænsning” og 10 indikerer “ingen begrænsning”. Evalueringen af ATRS strækker sig dermed fra 0-100 point, hvor 100 point er den bedst tænkelige score.(14) ATRS har høj test-retest reliabilitet og kriterievaliditet samt en rapporteret minimal detectable change (MDC) mellem 6.75-18.5 point (15,16). ATRS blev registreret ved baseline, samt ved opfølgning efter 6, 12 og 24 måneder. Ved baseline blev patienterne bedt besvare ATRS ud fra deres funktionsniveau ugen op til at skaden opstod, således baseline ATRS var et udtryk for patienternes funktionsniveau ugen op til skaden.
Jævnfør retningslinjerne blev diagnosen for symptomatisk DVT stillet på baggrund af Well’s score, paraklinisk data og relevant billeddiagnostik (3).
Statistisk analyse
Analyserne blev udført i IBM SPSS statistics version 27. Normalfordeling af data blev vurderet ud fra histogrammer og Q-Q plots. Data blev præsenteret med median og interquartile range (IQR).
For at undersøge hvorvidt patienterne uden DVT havde bedre ATRS efter 6, 12 og 24 måneder sammenlignet med patienterne med symptomatisk DVT, blev dette testet via ANCOVA med ATRS som den afhængige variabel, DVT som uafhængig variabel og baseline ATRS som covariat for at justere for eventuelle forskelle ved baseline mellem grupperne. En P-værdi under 0.05 blev tolket som statistisk signifikant. Efterfølgende blev der foretaget en sensitivitetsanalyse via one-way ANOVA for at vurdere, om baseline ATRS påvirkede resultatet.
Resultat
Dataekstrahering fra DADB resulterede i 1039 patienter, hvoraf 9 (0,9%) var blevet diagnosticeret med symptomatisk DVT. Data på patienterne uden DVT blev ved 6 og 12 måneder vurderet som normalfordelte, og ved baseline og 24 måneder vurderet som ikke-normalfordelte. Data på patienter med symptomatisk DVT vurderes ikke normalfordelte. Data præsenteres derfor samlet set som ikke-normalfordelte (Tabel 1).

Effektmål
Efter 24 måneder var der en gennemsnitlig forskel i ATRS mellem grupperne på 18.8 point (95%CI: 1.3 til 36.3, P=0.033) til fordel for gruppen uden DVT. Der var ingen forskel efter 6 måneder (forskel: 3.5 point (95%CI: -13.8 til 20.8, P=0.291) eller efter 12 måneder (forskel: 4.8 point (95%CI: -12.8 til 22.5, P=0.227). Fordelingen af patienternes ATRS mellem de to grupper er illustreret med individplot (Figur 1).
Resultaterne af sensitivitetsanalysen underbyggede den primære analyse, da der var en statistisk signifikant forskel mellem grupperne efter 24 måneder (forskel: 18.0 point (95%CI: 1.0 til 37.8, P=0.043), mens der fortsat ikke var forskel efter 6 eller 12 måneder (P>0.05).

Diskussion
Den gennemsnitlige forskel mellem grupperne efter 24 måneder på 18.8 (95%CI: 1.3-36.3) point på ATRS er større end MDC (15,16), hvilket kan indikere, at forskellen mellem grupperne ikke blot skyldes måleusikkerhed ved ATRS. Til gengæld er konfidensintervallet bredt og overlapper værdierne for MDC, hvorfor det ikke med sikkerhed kan fastslås, at forskellen mellem grupperne ikke skyldes måleusikkerhed. Ud fra forfatternes kendskab er der ikke lavet studier som undersøger “minimal clinical important difference”, hvilket betyder, at det ikke kan vurderes, hvorvidt den fundne forskel på 18.8 point ATRS er klinisk relevant (17).
Hvorfor resulterer symptomatisk DVT i dårligere langsigtet selvrapporteret funktion?
Tidligere studier har forsøgt at adressere forskellige årsager til hvorfor DVT resulterer i dårligere langsigtet selvrapporteret funktion. Svedman et al.(12) mistænker, at DVT producerer en stase af det venøse tilbageløb, som påvirker den arterielle blodgennemstrømning hvormed senehelingspotentialet hæmmes. Den arterielle blodgennemstrømning er vist at have stærk sammenhæng med patientrapporteret samt funktionelle outcomes af Akillesseneruptur efter et år (18), hvilket kan medvirke til at forklare forskellen mellem de to grupper. Det kan også mistænkes at faktorer såsom alder, rygning, overvægt og komorbiditeter som disponerer til at udvikle en DVT(19) samtidig medvirker til dårligt senehelingspotentiale.
Derudover mistænkes psykologiske faktorer at påvirke potentialet for selvrapporteret funktion efter DVT (12). Etchegary et al. (20) fandt, at mennesker er mest påvirket af psykosociale faktorer, inden for de første seks måneder efter de har fået en DVT. Hvis dette var tilfældet blandt patienterne i indeværende studie, ville forskellen ses tidligere, hvorfor dette ikke reflekterer fundene. En anden mulig forklaring på hvorfor DVT resulterer i dårligere langsigtet selvrapporteret funktion kan være posttrombotisk syndrom (7). Dog er andelen, der udvikler posttrombotisk syndrom efter DVT lille (7), og derfor synes det ikke som værende sandsynligt, at en stor andel af patienterne med DVT kan have udviklet dette. Da der ikke er nogle af de opsummerede faktorer, som alene kan forklare, hvorfor symptomatisk DVT er forbundet med dårligere langsigtet selvrapporteret funktion, kan årsagen mistænkes at være multifaktoriel.
Fortolkning af resultater
Dette studie finder en relativ lille andel med symptomatisk DVT på 0,9 %, som cirka er svarende til fund af Pedersen et al. (21) på 1,36 %. Andre studier (10,12) har undersøgt ultralyd-verificeret, asymptomatiske DVT’er, og finder at ca. halvdelen af deltagerne havde denne tilstand. Det er væsentligt at skelne de symptomatiske og asymptomatiske tilstande, da forskellen potentielt kan påvirke patientrapporteret funktion, og hvorvidt der findes en forskel mellem grupperne. Desuden har patienterne, i dette studie, efter et år markant lavere gennemsnitlig ATRS sammenlignet med tidligere studier (Tabel 1), som finder en ATRS mellem 74-83 point i gruppen uden DVT og 73.2-80.3 point i gruppen med symptomatisk DVT (9–12).
Der er risiko for manglende registrering i DABD for nogle patienter med symptomatisk DVT, hvilket kan resultere i underestimering af rapporterede symptomatiske DVT’er. Én af årsagerne til dette er, at diagnostikken af en symptomatisk DVT medfører yderligere behov for patientinformation, som medfører et tidspres, hvilket kan resultere i glemt rapportering.
Endeligt kunne man have forestillet sig, at en eventuel forskel ville detekteres efter 6-12 måneder og udvandes efter 24 måneder, da psykologisk stress ofte er størst i starten (20) og denne udvikling ofte følger rehabiliterings-/helingsprocessen (22). Tilfældet var dog omvendt, hvilket kan indikere en varig forskel mellem grupperne.
Begrænsninger og styrker
En styrke ved dette studie er, at data er baseret på et stort antal patienter fra Region Nordjylland ekstraheret fra et nationalt register. Til gengæld er antallet af patienter med symptomatisk DVT beskedent, hvorfor der ikke med sikkerhed kan siges om data er repræsentative for denne gruppe. Risikoen for at den samlede stikprøve ikke er repræsentativ til den kliniske population er minimal, hvilket øger studiet overførbarhed. Dette studie har ingen stringente inklusions- og eksklusionskriterier, hvilket tidligere er rapporteret som en barriere for patienter med større funktionsnedsættelse (23–25). Dette kan være en forklaring på, at patienterne som tidligere nævnt, har markant lavere gennemsnit ATRS sammenlignet med andre studier (9–12).
Til gengæld er en begrænsning i dette studie en stor risiko for confounding, da det af juridiske årsager ikke var muligt at ekstrahere yderligere informationer om patienterne udover ATRS. Derfor kan det ikke konkluderes, at en symptomatisk DVT isoleret set resulterer i ringere selvrapporteret funktion, da faktorer såsom komobiditeter, alder, BMI og køn har vist at have indflydelse på potentialet for langsigtet selvrapporteret funktion (26–28).
Pålideligheden af baseline ATRS er usikker, grundet risiko for recall bias samt det faktum, at patienterne skal vurdere deres funktionsniveau før skaden, hvilket ATRS ikke er valideret til. Derudover lever data ikke op til forudsætningen om, at der skal være lineært forhold mellem covariaten og de afhængige variable, hvorfor der må tages et forbehold for resultaterne af ANCOVA’en (29). Derfor blev der udført en sensitivitetsanalyse via ANOVA, hvor vi ikke fandt, at baseline ATRS og ovenstående forudsætning har afgørende indflydelse på resultatet (30). Data lever derudover ikke op til forudsætningen om normalfordeling i forbindelse med ANOVA og ANCOVA (31). Dog finder Blanca et al. (32) at disse er robuste tests, hvor resultatet ikke påvirkes af datas distribution.
Konklusion
Resultaterne af dette studie indikerer, at patienter med symptomatisk DVT efter Akillesseneruptur har dårligere patientrapporteret funktion, målt på ATRS, efter 24 måneder sammenlignet med patienter uden DVT. Der var ikke signifikant forskel mellem grupperne ved 6 og 12 måneder, hvilket tyder på, at den negative indvirkning sker efter 12 måneder og potentielt er varig. Baseret på manglende konsensus i litteraturen og begrænsninger i dette studie kræves flere undersøgelser for endeligt at kunne konkludere om en symptomatisk DVT efter Akillesseneruptur påvirker den langsigtede selvrapporteret funktion negativt.
Referencer:
1. Shamrock AG, Varacallo M. Achilles Tendon Rupture. I: StatPearls [Internet]. Treasure Island (FL): StatPearls Publishing; 2022 [henvist 27. januar 2023]. Tilgængelig hos: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK430844/
2. Barfod KW, Ganestam A, Madsen BL, Ebskov LB, Hansen MS, Hölmich P. [Correct treatment of acute Achilles tendon rupture – the difficult choice]. Ugeskr Laeger. 9. november 2015;177(46):V06150532.
3. Kjær, I. L. (2019). PRI AKILLESSENERUPTUR – FUNKTIONEL GENOPTRÆNING SOM BEHANDLING VED NYOPSTÅET LÆSION. Region Nordjylland. https://pri.rn.dk/Sider/18034.aspx.
4. Ganestam A, Kallemose T, Troelsen A, Barfod KW. Increasing incidence of acute Achilles tendon rupture and a noticeable decline in surgical treatment from 1994 to 2013. A nationwide registry study of 33,160 patients. Knee Surg Sports Traumatol Arthrosc. december 2016;24(12):3730–7.
5. Lutsey PL, Zakai NA. Epidemiology and prevention of venous thromboembolism. Nat Rev Cardiol [Internet]. 18. oktober 2022 [henvist 27. januar 2023]; Tilgængelig hos: https://www.nature.com/articles/s41569-022-00787-6
6. Søgaard KK, Schmidt M, Pedersen L, Horváth–Puhó E, Sørensen HT. 30-Year Mortality After Venous Thromboembolism: A Population-Based Cohort Study. Circulation. 2. september 2014;130(10):829–36.
7. Turner BRH, Thapar A, Jasionowska S, Javed A, Machin M, Lawton R, m.fl. Systematic Review and Meta-Analysis of the Pooled Rate of Post-Thrombotic Syndrome After Isolated Distal Deep Venous Thrombosis. Eur J Vasc Endovasc Surg. 17. oktober 2022;S1078-5884(22)00621-9.
8. Hunter R, Lewis S, Noble S, Rance J, Bennett PD. “Post-thrombotic panic syndrome”: A thematic analysis of the experience of venous thromboembolism. Br J Health Psychol. februar 2017;22(1):8–25.
9. Aufwerber S, Heijne A, Edman G, Silbernagel KG, Ackermann PW. Does Early Functional Mobilization Affect Long-Term Outcomes After an Achilles Tendon Rupture? A Randomized Clinical Trial. Orthop J Sports Med. marts 2020;8(3):2325967120906522.
10. Barfod KW, Nielsen EG, Olsen BH, Vinicoff PG, Troelsen A, Holmich P. Risk of Deep Vein Thrombosis After Acute Achilles Tendon Rupture: A Secondary Analysis of a Randomized Controlled Trial Comparing Early Controlled Motion of the Ankle Versus Immobilization. Orthop J Sports Med. april 2020;8(4):2325967120915909.
11. Domeij-Arverud E, Ackermann PW. Deep Venous Thrombosis and Tendon Healing. Adv Exp Med Biol. 2016;920:221–8.
12. Svedman S, Edman G, Ackermann PW. Deep venous thrombosis after Achilles tendon rupture is associated with poor patient-reported outcome. Knee Surg Sports Traumatol Arthrosc. oktober 2020;28(10):3309–17.
13. Barfod, K. W., Hansen, M. S., Christensen, M., & Hansen, J. K. (2021). Dansk Akillessenedatabase (DADB) statusrapport 2021.
14. Nilsson-Helander K, Thomeé R, Grävare-Silbernagel K, Thomeé P, Faxén E, Eriksson BI, m.fl. The Achilles Tendon Total Rupture Score (ATRS): Development and Validation. Am J Sports Med. marts 2007;35(3):421–6.
15. Carmont MR, Silbernagel KG, Nilsson-Helander K, Mei-Dan O, Karlsson J, Maffulli N. Cross cultural adaptation of the Achilles tendon Total Rupture Score with reliability, validity and responsiveness evaluation. Knee Surg Sports Traumatol Arthrosc. juni 2013;21(6):1356–60.
16. Ganestam A, Barfod K, Klit J, Troelsen A. Validity and reliability of the Achilles tendon total rupture score. J Foot Ankle Surg. 2013;52(6):736–9.
17. Fleischmann M, Vaughan B. Commentary: Statistical significance and clinical significance – A call to consider patient reported outcome measures, effect size, confidence interval and minimal clinically important difference (MCID). J Bodyw Mov Ther. oktober 2019;23(4):690–4.
18. Praxitelous P, Edman G, Ackermann PW. Microcirculation after Achilles tendon rupture correlates with functional and patient‐reported outcomes. Scandinavian Med Sci Sports. januar 2018;28(1):294–302.
19. McLendon K, Goyal A, Attia M. Deep Venous Thrombosis Risk Factors. I: StatPearls [Internet] [Internet]. StatPearls Publishing; 2023 [henvist 13. maj 2023]. Tilgængelig hos: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK470215/
20. Etchegary H, Wilson B, Brehaut J, Lott A, Langlois N, Wells PS. Psychosocial aspects of venous thromboembolic disease: an exploratory study. Thromb Res. 2008;122(4):491–500.
21. Pedersen MH, Wahlsten LR, Grønborg H, Gislason GH, Petersen MM, Bonde AN. Symptomatic Venous Thromboembolism After Achilles Tendon Rupture: A Nationwide Danish Cohort Study of 28,546 Patients With Achilles Tendon Rupture. Am J Sports Med. november 2019;47(13):3229–37.
22. Slagers AJ, Dams OC, van Zalinge SD, Geertzen JH, Zwerver J, Reininga IH, m.fl. Psychological Factors Change During the Rehabilitation of an Achilles Tendon Rupture: A Multicenter Prospective Cohort Study. Physical Therapy. 1. december 2021;101(12):pzab226.
23. Kennedy-Martin T, Curtis S, Faries D, Robinson S, Johnston J. A literature review on the representativeness of randomized controlled trial samples and implications for the external validity of trial results. Trials. december 2015;16(1):495.
24. Rothwell PM. Factors That Can Affect the External Validity of Randomised Controlled Trials. PLOS Clin Trial. 19. maj 2006;1(1):e9.
25. Drivsholm T, Eplov LF, Davidsen M, Jørgensen T, Ibsen H, Hollnagel H, m.fl. Representativeness in population-based studies: A detailed description of non-response in a Danish cohort study. Scand J Public Health. december 2006;34(6):623–31.
26. Larsson E, Brorsson A, Carling M, Johansson C, Carmont MR, Nilsson Helander K. Sex differences in patients’ recovery following an acute Achilles tendon rupture – a large cohort study. BMC Musculoskelet Disord. 13. oktober 2022;23(1):913.
27. Olsson N, Petzold M, Brorsson A, Karlsson J, Eriksson BI, Grävare Silbernagel K. Predictors of Clinical Outcome After Acute Achilles Tendon Ruptures. Am J Sports Med. juni 2014;42(6):1448–55.
28. Cramer A, Cecilie Jacobsen N, Swennergren Hansen M, Sandholdt H, Hölmich P, Barfod K. 15 Acute achilles tendon rupture – the influence of gender, age and comorbidity on treatment outcome. I: Abstracts [Internet]. BMJ Publishing Group Ltd and British Association of Sport and Exercise Medicine; 2019 [henvist 13. maj 2023]. s. A6.1-A6. Tilgængelig hos: https://bjsm.bmj.com/lookup/doi/10.1136/bjsports-2019-scandinavianabs.15
29. Schneider BA, Avivi-Reich M, Mozuraitis M. A cautionary note on the use of the Analysis of Covariance (ANCOVA) in classification designs with and without within-subject factors. Front Psychol. 2015;6:474.
30. Thabane L, Mbuagbaw L, Zhang S, Samaan Z, Marcucci M, Ye C, m.fl. A tutorial on sensitivity analyses in clinical trials: the what, why, when and how. BMC Med Res Methodol. 16. juli 2013;13:92.
31. One-way ANOVA in SPSS Statistics – Step-by-step procedure including testing of assumptions. [Internet]. [henvist 27. januar 2023]. Tilgængelig hos: https://statistics.laerd.com/spss-tutorials/one-way-anova-using-spss-statistics.php
32. Blanca MJ, Alarcón R, Arnau J, Bono R, Bendayan R. Non-normal data: Is ANOVA still a valid option? Psicothema. november 2017;29(4):552–7.

Niels Chistian Kaldau, MD., Speciallæge i o rtopædkirurgi.
Sports Orthopedic Research Center – Copenhagen, Department of Orthopaedic Surgery, Copenhagen University Hospital, Amager & Hvidovre Hospital, Danmark
Niels Christian Kaldau er speciallæge i ortopædkirurgi med speciale i artroskopisk kirurgi og medlem af bestyrelsen i DIMS. Han er tidligere landsholdsspiller i badminton og har efter at have taget elitetræneruddannelse på Trænerskolen Aalborg arbejdet som elitetræner i 20 år i Tyskland og Danmark.
Han sidder i ”Scientific Committee and Injury Prevention Group” i Badminton World Federation (BWF), der netop har indledt samarbejde med Sport Orthopedic Research Center Copenhagen (SORC-C) og ønsker at gøre SORC-C til BWF-Research Center.
Introduktion
Badminton er en af de største sportsgrene i Danmark målt på medaljer og medlemmer (Danmarks Idrætsforbund, DIF). Efter en større medlemstilbagegang er der atter fremgang af antallet af badmintonspillere i Danmark (DIF). På verdensplan nyder sporten især interesse i Asien, hvor den er nationalsport i flere lande.
Der er sket en stigende kommercialisering og dermed må man forvente, at kravene til topatleterne og dermed også de unge talenter skærpes. Det er derfor vigtigt, at vi har et overblik over, hvilke skader der optræder i badminton, hvordan de opstår og hvordan vi kan forhindre dem. Samtidig er det vigtigt, at vi også kan bistå det store antal motionister, så de undgår sygefravær og fortsat kan være aktive med badminton langt op i livet.
Ved en gennemgang af litteraturen fra 1970 er der fundet 105 engelsksprogede artikler om badmintonrelaterede skader.
Studierne har alle forskellige begrænsninger relateret til design og datamængde, og populationerne er ofte meget forskellige, hvilket gør dem svært sammenlignelige og vanskeliggør generaliserbare konklusioner. Ydermere er flere af studierne af ældre dato, og da vi ved, at træningsmængde og træningsmetoder, spillestil, sko, spilleunderlag samt turneringsaktiviteten har ændret sig markant, vil det være nærliggende at tro, at skadesbilledet også har ændret sig.
Denne artikel skal skabe et overblik over eksisterende viden om badmintonskader og forslag til indsatsområder.
Hvor hyppigt forekommer der skader i badminton?
Skadeshyppigheden opgjort i antal skader pr. 1000 timer badminton (IR/1000t) varierer fra 1,5-7,1 IR/1000t afhængig af populatation (1–4). I et større prospektivt studie fra 2016 har japanske Miyake fundet, at skadesrisikoen er højere med stigende alder i en gruppe af turneringsspillere fra junior high school, high school og universitet (4). Yung har i en mindre gruppe på 44 spillere også beskrevet en stigende incidens med alderen, hvor elitespillere i Hong Kong > 21 år havde 7,4 IR/1000t, 15-21 årige elitespillere havde 5,0 IR/1000t, hvorimod spillerne under 15 år kun havde 2,1 IR/1000t (3). Yung fandt desuden, at 128 ud af 253 skader i 2003 var recidiverende skader, der havde optrådt i året forinden, og elitespillerne over 21 år havde den største andel (62 %).
Er det farligt at spille badminton?
Generelt må man sige, at badminton er en ufarlig sport, men enkelte skader har alligevel en sværhedsgrad, der fører til længere sygemelding og manglende tilbagevenden til badminton eller til samme niveau som tidligere. Således angav Høy et al i 1994, at badminton kun udgjorde 3 % af samlede antal sportsskader i en skadestue i Randers, men 25 % af de svære skader opgjort iht. Abbreviated Injury Scale (AIS) (5).
I rapporten om ulykker i Danmark fra Institut for Folkesundhed (SIFS) er skadestuehenvendelser pga. badmintonskader mere end halveret i perioden fra 1990 til 2009 og udgjorde 2200 henvendelser i 2009 (6). Om dette skyldes et stort fald i antal udøvere eller andre faktorer er uvist. Af ældre studier fra skadestuer i Sverige og Danmark er achillessene-rupturen den hyppigste af de alvorlige badminton relateret skader med sygefravær på gennemsnitligt 42,5 dage i Sverige, og i Danmark var 49 % fortsat sygemeldt mere end 6 uger efter skaden (7,8). Derudover er der i ovenstående beskrevet at 54-82 % vendte tilbage til badminton efter sutur af achillessenen, hvorimod kun 36-54 % kunne vende tilbage til det samme niveau. Ved ikke-kirurgisk behandling, var der kun 22 % af spillerne, der kunne vende tilbage til badminton og ingen nåede samme niveau som tidligere.
Der er i litteraturen flere rapporteringer af alvorlige synstruende øjenskader, men i ovenstående studier af Kaalund et al og Fahlström et al er det ikke et problem (9–11). I opgørelsen fra SIFS er det uvist hvad de 4 % årlige skader relateret til øre, næse og øjne dækker over i forhold til øjenskader. Imidlertid har de seneste studier med små case-serier gjort, at forfatterne anbefaler obligatorisk anvendelse af beskyttelsesbriller (9,11). Der foreligger ingen valide data i forhold til hvem, der er mest udsat. Er det børn, unge eller ældre? Er det nybegyndere, doublespillere eller primært mænd? Indtil mere sikker viden er skabt, synes det voldsomt at gøre beskyttelsesbriller obligatorisk.
I forhold til sværhedsgraden af skader hos junior og senior elitespillere i Japan og Malaysia, viser det sig, at i studiet fra Japan førte 84 % af de registrerede skader ikke til fravær fra træning. I 91 % af tilfældene kostede det under 8 fraværsdage, og i kun 2 % af skaderne var der mere end 28 dages fravær (4). I overensstemmelse med dette fandt man i det Malaysiske nationale træningscenter at 91,5 % af de skader, der var blevet undersøgt i den tilhørende sportsklinik, National Sports Institute Clinic var milde og medførte 1-7 dages træningsfravær (12). Det væsentlig større fravær fra træning i den malaysiske gruppe kan skyldes, at der var tale om en retrospektiv undersøgelse. Hændelser, der afbrød træning, men ikke medførte træningsfravær den næste dag, ville således ikke være blevet registreret, da det ikke havde ført til konsultation hos sundhedspersonalet.
Samlet set er spillerne dog oftest hurtigt tilbage på træningsbanen efter skader, der oftest kan kategoriseres som overbelastningsskader 71-75 % (1,4). Et enkelt studie fra 2013 fra Malaysia, hvor 58 elitespillere i alderen 13-16 år blev fulgt prospektivt i et år viste imidlertid en overvægt af akutte skader i form af forstuvninger af led og forstrækninger af sener og muskler og i ovennævnte studie af Shariff fra det malaysiske nationale træningscenter udgør overbelastningsskader kun 36 % (12,13).
Underekstremiteterne er værst ramt hos badmintonspillere
Knæ, ankler og achillessener er de hyppigste skadeslokalisationer med en andel på 43-86 %, men i flere studier udgør ryg- og overekstremitetsskader også en vis andel med henholdsvis 1,8-18,3 % og 8-30,5 % (6,12,14). Rygskaderne er typisk forstrækninger eller facetledsproblemer (3,12). På overekstremiteten er skulderen og albuen hyppigst repræsenteret i forhold til overbelastningsskader. Det er primært rotatorcuff tendinopati, golf- og tennisalbue med en ca. 4 x så hyppig incidens af golfalbue i forhold til tennisalbue. Ved traumatiske skader er det mere ligeligt fordelt på hele overekstremiteten.
Tabel 1 beskriver diagnoserne ved akutte traumatiske skader i den generelle befolkning beskrevet ved data fra New Zealands nationale forsikrings firma, Accident Compensation Corporation of New Zealand (15). Derudover er diagnoser fra det malaysiske landshold og talentspillere fra årene 2005-2007 specificeret i tabel 2, da studiet er et af de eneste studier med specifikke diagnoser, og kan give et billede af, hvad er det primære problem blandt topspillerne med forbehold for, at træningsmængde, intensitet og genetik kan variere i forhold til danske topspillere (12).


Hvilke skader skal vi bekymre os om i badminton?
Uden at gå i detaljer med de enkelte studiers svagheder, der vanskeliggør sikre konklusioner, kan man på baggrund af disse og ekspertvurderinger komme med forslag til hvilke skader, der skal fokuseres på i forskellige aldersgrupper og på forskellige niveauer. Ud fra styrke af studie, alder på studie, konsekvens af skaden og skadeshyppighed er nedenstående skader valgt.
Achillessene-ruptur.
Skaden er primært et problem blandt de mandlige motionister mellem 30-45 år, hvor den socio-økonomiske konsekvens er stor og tilbagevenden til badminton er usikker (7,8). Skaden er ikke hyppig i eliten i forhold til træningstimer, men er en alvorlig skade, når den optræder. Hvis man ønsker tilbagevenden til badminton, anbefales sutur af senen.
Da økonomien er stigende i international badminton kan man forvente, at badmintonspillere forlænger deres karriere, og potentielt kunne det også give en øget incidens blandt topspillere i fremtiden.
Skaden sker oftest i midten eller slutningen af en kamp eller træning, og er ofte i forbindelse med et overhåndsslag på baglinjen (7,8). Således kan man forestille sig, at den eccentriske belastning på senen bliver for stor og/eller udtrætning i lægmuskulaturen spiller ind. En landing ved overhåndsslag på baglinjen med den bagerste fod pegende ca. 45-70 grader på bevægeretningen, kan formentlig mindske risikoen, men dette er ikke undersøgt (Figur 1).

Traumatiske knæskader.
Traumatiske knæskader blandt den almene befolkning og dermed motionisten synes at være dominerende med 88,5 % (1690/1909) af registrerede forsikringsskader i underekstremiteterne i New Zealand (15). Skadesmekanismen er undersøgt retrospektivt vha. spørgeskemaer, hvor man har fundet, at drejebevægelse var den hyppigst udløsende faktor ved alle knæskader fraset kontusioner. Forreste korsbåndsskade (ACL), som må betragtes som den alvorligste knæskade optræder i et mindre japansk studie hyppigst med 48 % (10/21) af tilfældene i knæet modsat ketcherarmen. Skaden sker i forbindelse med et-bens-landinger på baglinjen ved overhåndsslag i baghåndssiden (16) (Figur 2). Otteogtredive procent (8/21) af ACL-skaderne opstår i knæet i samme side som ketcherarmen ved returbevægelser fra udfaldsskridt (16). Reeves et al fandt, at 34,4 % af ACL-skaderne var forårsaget af en bevægelse indeholdende følgende: dreje, retningsskift, vægtoverføring, pivotering, vrid (15). Kvinder dominerede i Kimuras studie (15/21) og 9 af kvinderne var mellem 16-20 år (16). Der synes at være samme tendens som inden for håndbold og fodbold, hvor teenagepiger er i øget risko for ACL-skader (17,18). Kimura har i et biomekanisk studie fundet, at ved overhåndslag i baghåndssiden på bagbanen er der en øget valgusvinkel i knæet på landingsbenet i forhold til landingsbenet ved overhåndsslag i forhåndssiden på bagbanen (19). Den øgede valgusvinkel kunne som rapporteret i andre idrætsgrene have betydning for udvikling af ACL-skader i badminton (20,21). Det kunne give mening at fokusere på især pigers benarbejde til forhåndsslag i baghåndshjørnet, idet man forsøger at lære pigerne at lande med mindre valgus-vinkel i landingsbenet og evt. i lidt dybere knæbøjning, da det er set i håndbold at større valgus-vinkel og mindre knæfleksion øger riskoen for ACL-skader (21).

Ankeldistorsioner
Ankeldistorsioner synes at være et hyppigt problem i alle aldre og såvel hos motionisten som hos eliteudøveren. Det er ikke undersøgt, om det er gulv, sko eller spillerrelateret årsager, der kan forklare hændelsen. Forkert teknik i benarbejdet kan bidrage til distorsioner. Her kan man forestille sig, at der vil være mindre risiko for supinations/eversions uheld, hvis foden bliver sat ned i samme vinkel som bevægeretningen ved udfaldsskridt (Figur 3, Figur 4).
Generelt er der på tværs af idrætsgrene på trods af relevant fysioterapi og beskyttelse af anklen med tape eller bandager op til 40 %, der oplever kronisk instabilitet efter distorsioner (22). Op til 46 % har stadig smerter efter 1-4 år og op til 34 % har recidiverende distorsioner (22). Hvor vidt dette gælder i badminton er uvist.
Der er på tværs af idrætsgrene øget risiko for laterale ligament skader i anklen ved nedsat dorsal fleksion, reduceret proprioception og nedsat balance registreret ved positiv et bens balancetest før sæsonstart (22). Træning af proprioception vha. balancebræt eller andre øvelser, synes med fordel at kunne gennemføres før sæsonstart og holdes ved lige gennem sæsonen.
Aktuelt undersøger et dansk studie hvorvidt Spraino, et produkt, der fæstnes på ydersiden af skoen og herved reducerer friktion mellem ydersiden af skoen og gulvet, kan nedsætte antallet af distorsioner blandt badmintonspillere.
Patella- og achillestendinopati
Smerter relateret til patella- og achillessenen er hyppigt optrædende såvel hos elite- som subelite-spilleren (12,23–27). Således har 32-40 % af internationale topspillere under Denmark Open i 2005 angivet, at de havde smerter relateret til senerne inden for de sidste 3 år og 17-19 % havde aktuelle smerter i forbindelse med turneringen. I øvrigt spillede 50 % af spillerne i selvsamme turnering med smerter i en ikke specificeret kropsdel og 21 % tog smertestillende for at spille (25,26). Der var ingen sammenhæng mellem køn, BMI eller træningsmængde. I et studie af svenske elitespillere fra 2002 fandt Fahlström association mellem træningsmængde og hyppighed af achillessmerter (28). Boesen et al undersøgte 86 subelite-spillere ved en turnering ved sæsonstart og ved sæsonslutningen (29). De fandt, at 28 % af spillerne havde symptomer fra achilles- og eller patellasenen ved sæsonstart og ved slutningen havde 36 % symptomer. Patellasenen var hyppigst afficeret, men hvor der var en stabil forekomst af patellaseneskader, var der en større procentvis stigning af nytilkomne problemer med achillessenen i løbet af sæsonen. Ovenstående tal er muligvis endnu højere, da spillere, som ikke er turneringsaktive pga. af skader ikke var inkluderet.
Det er uvist om en mere aggressiv spillestil med eksplosive ryk og mange og høje spring disponerer til tendinopatierne, og der er heller ikke data på, om singlespillere er oftere ramt end doublespillere.
Det er vigtigt at erkende, at spillere med knæsmerter bevæger sig anderledes på banen, idet de forsøger at undgå smerterne (30). Ved udfaldsskridt ved nettet har knæskadede spillere en nedsat bevægelighed i frontal og horisontal planet i knæleddet og en nedsat kontrol af quadriceps og truncus sammenlignet med en rask kontrolgruppe (30). Det kan derfor være vigtigt, at man ved behandling af patellatendinopati husker at træne stabilitet af truncus og aktivering af quadriceps.
Skuldersmerter
Skuldersmerter er både hos motionisten og elitespilleren hyppigt forekommende (31,32). I en motionistgruppe havde 37 % haft tidligere skuldersmerter og 16 % havde aktuelle smerter (31). Under VM for hold i 2004 havde 39 % af et udsnit af verdenseliten oplevet tidligere skuldersmerter og hos 16 % var smerterne tilstede under turneringen (32). Elitespillerne må ofte ændre på deres deltagelse i træning og konkurrence, så det i et eller andet omfang påvirker deres præstation, men også daglige aktiviteter og søvn i varierende omfang (32).
Fahlström fandt ved motionisterne en nedsat abduktion hos spillerne med skuldersmerter, der dog stadig var turneringsaktive på undersøgelsestidspunktet i forbindelse med de svenske mesterskaber for veteraner (31). Der var nedsat indadrotation (IR) i skulderleddet hos både de motionister, der havde skuldersmerter og dem uden.
Der har tidligere været flere studier, der har peget på, at bevægeligheden i skulderleddet har betydning for skader i både skulder og albue (33). Imidlertid har Keller et al i deres systematiske review og metaanalyse af kaste- og boldspilsidrætter med ”overhead-activity” kun fundet en mulig øget risiko for skader, uden at den var signifikant ved Glenohumeral Internal Rotation Deficit (GIRD), nedsat Range of Movement (ROM) og øget udadrotation (ER) (33).
I en gruppe af danske ungdomslandsholdsspillere uden skuldersmerter fandt Couppé et al bla., at totale ROM var nedsat sammenlignet med den ikke dominante arm, som udtryk for, at de unges væv allerede er i gang med at adaptere til belastningen (34). Det er usikkert, om det på sigt har nogen betydning. I en mindre gruppe på 16 danske landsholdspillere, hvoraf 9 havde haft eller havde eksisterende skuldersmerter, fandt man ingen forskel mellem de raske spillere og de syge spillere i forhold til IR- og ER-styrke og IR- og ER ROM (35). Hos raske asiatiske badminton- og tennisspillere har man fundet unormal hvileposition af scapula med angulus inferior lateraliseret, reduceret IR i skulderleddet og øget ER (36).
Det er således aktuelt uvist hvor meget asymmetri i ROM, styrke og positionen af scapula har for betydning af skulderskaders opståen blandt badmintonspillere. Indtil videre er det derfor vanskeligt at anbefale et profylaktisk træningsprogram. Imidlertid vil det give god mening at træne udholdenhed og styrke af udadrotatorerne, da de udsættes for stor belastning i opbremsningen af smashbevægelsen.
FAKTABOKS:
FAKTABOKS
Kilde: Danmarks Idræts Forbund (DIF)
FAKTABOKS
Kilde: Badminton World Federation (BWF)
FAKTABOKS
Kilde:
Danmarks Idræts Forbund (DIF)
FAKTABOKS
Kilde:
Badminton World Federation (BWF)
Tekst til figurer:
Figur 1. Spiller lander på baglinjen efter overhåndsslag med det bagerste ben med foden vinklet på bevægeretningen.
Figur 2. Typisk placering på banen ved ACL-skade ved forhåndsslag i baghåndssiden.
Figur 3. Korrekt landing med foden pegende i bevægeretningen ved udfaldsskridt ved nettet.
Figur 4. Forkert landing med benet indadroteret, hvorved foden er vinklet på bevægeretningen ved udfaldsskridt ved nettet.
Tekst til forfatterbillede:
Referencer:
https://www.dif.dk/da/politik/vi-er/medlemstal
https://www.dif.dk/da/elite/nyheder/medaljer_og_mesterskaber