Dept. of Rheumatology Aalborg Denmark
Email: j.vela@rn.dk
Calcific tendinitis and associated inflammation of the rotator cuff is a frequently occurring disorder in which anti-inflammatory medication, exercise therapy and corticosteroid injection are recommended as first line treatments. More invasive techniques like shock wave and ultrasound guided needling (UGN see BOX1) can be utilized prior to arthroscopy. But is UGN or shockwave preferable? Louwerens et al. examined this in a randomized controlled study from February 2020.
Participants had subacromial pain syndrome and a concurrent calcification in a rotator cuff tendon with a diameter of ³ 5 mm. Participation required shoulder pain ³ four months and insufficient relief from physiotherapy, anti-inflammatory medication and a subacromial corticosteroid injection. Participants with partial or full rotator cuff rupture were excluded.
Randomization was done electronically but blinding of participants was not possible due to the nature of the treatments. A total of 82 patients participated in the study. On average, they were 52 years old, had been symptomatic for ³ three years and their pain intensity were equivalent to 5.9 cm on a 10 cm visual analogue scale (VAS). Clinical outcomes were measured after one year and included pain intensity (VAS), function (Constant-Murley Score) and disability (Disability of Arm, Shoulder and Hand score) (see table 1 for relative effect)
Table 1. Relative effect of treatment after one year.

Figure 1.

Table 2. Effect of treatment after one year.

BOX 1. Ultrasound guided needling
Ultrasound guided needling, also known as barbotage, is an ultrasound guided lavage technique using two needles. The calcification is punctured multiple times with one needle while aspiration and lavage is performed with the other. The procedure is done using local anaesthetic and corticosteroid injection to minimize inflammation.
None of the treatments had serious side effects but patients reported experiencing greater pain during shockwave treatment versus UGN (6.2 cm vs. 4.5 cm on a 10 cm VAS). In addition, 41% of patients receiving shockwave had additional treatment versus 22% in the UGN group. In the shockwave group, additional treatment consisted of arthroscopy with removal of bursa (7 patients), conversion to UGN (5 patients) and corticosteroid injection (5 patients). In the UGN group, the additional treatment consisted of corticosteroid injection (9 patients).
The study was well performed. The authors addressed several limitations in the discussion including the lack of a control group receiving no treatment. Here the authors explained that they tried to compensate for a lack of a “waiting list group” by only including patients who had failed previous conservative treatment.
Both treatments were effective, but UGN led to better results in pain reduction, increased function and decreased disability scores. Furthermore, UGN as a treatment was less painful and patients receiving UGN required fewer additional invasive treatments. It should be noted that the results presented are for the intention to treat analysis, thus the effect of shockwave alone could be less then reported.
For patients with subacromial pain syndrome due to calcific tendinitis and insufficient relief from physiotherapy, anti-inflammatory medication and a subacromial corticosteroid injection – UGN would be the preferred treatment option and a skill that clinicians should master.
Reference:
Louwerens JKG, Sierevelt IN, Kramer ET, et al. Comparing ultrasound-guided needling combined with a subacromial corticosteroid injection versus high-energy extracorporeal shockwave therapy for calcific tendinitis of the rotator cuff. A randomized controlled trial. Arthrosc J Arthrosc Relat Surg. 2020:1-11. doi:10.1016/j.arthro.2020.02.027
]]>

Jonas Bak, cand.scient
Email: physbak@gmail.com
Resumé
Smerter i skulderregionen er en hyppig problemstilling hos håndboldspillere. Den proksimale del af den lange biceps sene (LHBT) er udsat for stor belastning under skudafviklingen og en række patologiske forandringer omkring senekomplekset, kan være årsag til smerter i denne region. Formålet med denne artikel er, at give læseren et litterært overblik af forskellige proksimale biceps patologier og potentielle skadesmekanismer i forbindelse med skudafvikling i håndbold. De hyppigste symptomer på patologi i LHBT vil blive beskrevet, samt en klinisk undersøgelse af disse problematikker. Derudover vil en overordnet konservativ rehabilitering blive gennemgået.
I håndbold er kasteskulderen udsat for store kraftmomenter, der er sammenlignelige med den stress baseball pitchere er udsat for [1]. Det er især den repetitive belastning ved gentagne kast og skud der associeres med smerter i skulderen [2, 3]. Hos elite håndboldspillere kan op mod 52% af spillerne opleve skuldersmerter i løbet af en sæson [4] og incidensraten ligger omkring 1.4 skulderskade per 1000 timers sport [5].
På trods af den høje forekomst af skuldersmerter, er der mangel på studier som har undersøgt forekomsten af differentierede skulderdiagnoser i håndbold [6] og sammenhængen imellem smerteforekomst og patoanatomiske tilstande er generelt lav [1, 7].
Patologi i LHBT eller den labrale forankring af senen kan være ophav til smerter og tunghedsfornemmelse i skulderen hos kasteatleter [7-11]. Kastebevægelsen udsætter det bicipitiale senekompleks for et stort torsion stress, der kan påvirke de muskulære og fibrøse strukturer der stabiliserer senen [12, 13]. Forståelse af problematikker vedrørende LHBT og den gensidige påvirkning af de omkringliggende strukturer kan bidrage til en nuanceret forståelse af smerteproblematikker inden for kasteidræt [10].
Formålet med denne artikel er derfor, at give et overblik over potentielle skadesmekanismer for LHBT og mulige proksimale bicepspatologier. Der vil blive gennemgået symptomkarakteristik og klinisk undersøgelse, samt hovedelementer i konservativ behandling af LHBT patologi.
Artiklen tager udgangspunkt i litteratur fortrinsvist fremsøgt i databaserne Pubmed og Cochrane. Dette er ikke en systematisk litteratur gennemgang, men en fokuseret søgning, hvor der primært er valgt litteratur med fokus på skader for kasteidræt (eng. Overhead throwing athletes) og LHBT patologi ved at søge på følgende søge ord; biceps, SLAP (Superior Labral Anterior Posterior), overhead athlete, throwing, injuries, handball, shoulder. Søgeteknisk er der anvendt bloksøgning med bolske operatorer (AND/OR), citationssøgning og kædesøgning. Søgningen resulterede i 17 artikler om skader hos ”overhead athletes”, 16 artikler om skader og smerter hos håndboldspillere, 15 artikler om biomekaniske analyser af kast og 14 artikler om LHBT patologi. Forslag til undersøgelse og rehabilitering bygger på oversigtsartikler omkring LHBT til kasteatleter og kliniske test til undersøgelse af skulderen.
LHBT er stabiliseret igennem et komplekst muskuloligamentær system. I dette afsnit vil de vigtigste anatomiske strukturer blive gennemgået, for at skabe en grundlæggende forståelse af potentielle skadesmekanismer.
Det coracohumerale ligament (CHL) udspringer fra proc. coracoideus og fæster med to hovedstrøg på henholdsvis tub. major anteriort for m. supraspinatus og humerus superiort for m. subscapularis. Ligamentet danner derved en ”port” som LHBT passerer igennem [10, 12].
Det superiore glenohumerale ligament (SGHL) udspringer fra den superiore tub. glenoidale og danner en u-formet slynge om LHBT før den fæster på tub. minor [10, 12].
Det transversale humerale ligament (THL) udspringer og hæfter på tub. minor og major og dækker LHBT igennem sulcus intertubercularis [10].
Fibre fra m. supraspinatus og m. subscapularis bidrager i til stabiliteten af LHBT særligt i senens forløb superiort for sulcus intertubercularis, hvor muskelfibrene, CHL og SGHL er indvævet i hinanden [10, 14].
Den muskuloligamentære biceps slynge, LHBT og den labrale forankring bør opfattes, som en samlet funktionel enhed. Abnormalitet i komplekset kan have betydning for den glenohumerale funktion [12].
LHBT er særlig udsat i to faser af kastebevægelsen med hver deres særlige problematikker. Den første opstår i den sene cockingfase (se figur 2a), hvor skulderen befinder sig i maksimal udadrotation og samtidig i en abduceret og ekstenderet stilling [15]. I denne position er det især det skæve træk i bicepskomplekset der kan forårsage patologi [9, 10]. Den anden spidsbelastning opstår i decelerationsfasen, hvor biceps skal begrænse underarmens ekstensionsbevægelse og samtidig modvirke en anterior translatorisk bevægelse af caput humerus skabt af armens inerti (se Figur 2c) [16]. I decelerationsfasen ses den største biceps aktivitet under kastebevægelsen [16].
Baseball pitchere er dominerende i litteraturen omkring skulderskader indenfor idrætsgrene med kast [3, 8, 15]. For baseball pitchere er især udad-rotationen i cockingfasen associeret med belastning af LHBT [17]. Pitchere opnår en maksimal udad-rotation i skulderen på ca. 175o under kastebevægelsen [17] og indad-roterer ca. 120 grader under et kast (se figur 3) [18]. Under accelerationsfasen kommer hastigheden i indad-rotation op på ca. 7500-8000o/s afhængig af skudtypen. Til sammenligning består håndbold primært af to skudtyper: stående skud og hopskud. Begge skudtyper har en maksimal udad-rotation i skulderen på ca. 130o [19] og en indad-rotation på ca. 60o under kastebevægelsen [6]. Det stående skud er det kraftigste med en hastighed i indad-rotation på omkring 8000o/s [20], mens hopskuddet, som udgør 75% af alle skud, har en kraft på ca. 92% af det stående skud [21]. Studier i håndboldskud indikerer en mindre maksimal udad-rotation, end ved baseball pitching, hvilket kan indikere, en mindre spidsbelastning af LHBT under ”cocking fasen”. Skulderens indad-rotationsmoment er næsten ens i de to sportsgrene, men indad-rotationen under håndboldskuddet er ca. halvdelen af baseball kastet. Dette betyder at accelerationen og decelerationen skal gennemføres over en kortere afstand. Hvilken betydning dette har for belastningen af LHBT er uvis.
I de biomekaniske analyser er der ikke undersøgt skud under spilsituationer og forskellige skud som kringleskud, underhåndsskud og fløjskud er heller ikke blevet undersøgt. Stregspillere og fløjspillere kan have skudafviklinger med større udad rotation i skulderen end bagspillere pga. forskellige spilforhold under skud [22] og der ses større adapterede rotations deficits (GIRD) på disse positioner [23]. De forskellige belastningsforhold imellem baseball pitchere og håndboldspillere indikerer, at der bør foretages specifikke undersøgelser af LHBT problemstillinger indenfor håndbold, da det ikke nødvendigvis kan forventes at skadesmekanismerne vil være de samme.
I dette afsnit beskrives de primære problemstillinger for LHBT. Patologi i LHBT vil oftest involvere omkringliggende ligamenter og rotator cuff muskulatur og kan derfor sjældent opfattes som en isoleret problemstilling [12].
Instabilitet i bicepssenen er primært knyttet til læsioner i biceps slyngen og omhandler hypigst SGHL [24]. Læsion i bicepsslyngen kan opstå i forbindelse med en kraftig belastning med skulderen i abduceret og udad roteret position [10] eller ved repetitive mikrotraumer fra hyppige kast eller slag[8]. Instabilitet i LHBT vil typisk betyde medial forskydning af senen i retning mod insertionen af m. subscapularis og kan skabe forstyrrelser i denne [12]. Læsion i bicepsslyngen anses for at kunne disponere for LHBT tendinit og labrum læsion hos kasteatleter [25] og er hyppigt prævalent ved SLAP læsioner [8], biceps tendinopati og glenohumerale subluksationer [25]. Biceps instabilitet kan også skyldes medfødte anatomiske forhold, som eksempelvis en lille tuberositas minor eller en mindre dyb sulcus intertubercularis [14].
SLAP-læsioner er sjældent en enkeltstående struktur patologi, men ses i 88% af tilfældene sammen med andre intraartikulære læsioner [9]. LHBT´s primære insertion i labrum gør at traktion fra musklen bliver overført til den fibrøse struktur der omslutter cavitas glenoidalis. Dette kan medføre en løsrivning af labrum fra knoglen både anteriort og posterior for LHBT hvilket er den mest almindelige SLAP-læsionstype hos kasteatleter [26]. Labrum udgør op til 10% af skulderens stabilitet og SLAP læsionen associeres derfor med glenohumeral instabilitet [9].
Isoleret biceps tendinopati forekommer kun i ca. 5% af diagnosticeret biceps tendinopati [8]. Patologien ses dog i forbindelse med 80% af rotator cuff læssioner [8] og i 26% af SLAP-læsioner [15]. Derudover er læsioner i bicepsslyngen associeret med biceps tendinopati [14]. Biceps tendinopati kan medføre forandringer i senevævet og medføre en fortykket og affladet sene. Længerevarende tendinopati i senevævet kan medføre partiel eller total ruptur af senen [14].
Patienter vil ofte beskrive smerter anteriolateralt på skulderen og strålende distalt imod muskelbugen af biceps. Smerterne forværres ved kast eller løft over skulderniveau [15]. Smerterne vil ofte blive beskrevet som diffuse [10] og patienten kan beskrive en tunghedsfornemmelse i armen [9]. Patologi i LHBT vil typisk give mere distale smerter end ved SLAP læsion, som derimod kan være lokaliseret mere posteriort/superiort [8]. Ved både LHBT patologi og SLAP læsioner vil smerte ofte blive udløst i kastets cocking- eller decelerationsfase og formindskes ved hvile. I nogen tilfælde vil symptomerne forøges om natten [8]. Patienter med LHBT instabilitet vil ofte beskrive klikkende, snappende lyde, som kan være smertefulde, typisk i forbindelse med skudafvikling. SLAP læsioner kan i sjældnere tilfælde give lignende mekaniske symptomer [15]. Symptomerne kan en gradvis udvikling eller opstå traumatiske i forbindelse med et kast [15]. Symptomer opstået efter et fald på strakt arm kan også indikere en mulig SLAP læsion [9].
I følgende afsnit vil en de kliniske test for LHBT-patolog blive gennemgået. Tabel 1 viser en oversigt og beskrivelse af de nævnte test. Da LHBT, insertionen i labrum og biceps slyngen fungerer som en samlet funktionel enhed kan det vanskeligt, at klinisk differentiere imellem strukturerne [27]. Validiteten af kliniske test af skulderen er generelt lav [28] og bør suppleres med en samlet skadeshistorie og komplet skulderundersøgelse [8, 15, 29].
Ved LHBT tendinopati kan der i nogen tilfælde forekomme distinkte tryksmerter og den mest almindelige undersøgelse er en palpations undersøgelse [15]. Palpation af LHBT udføres med armen i 10o indad-rotation, hvor senen vil kunne palperes anteriort 5-8 cm. under acromion. Palpationen kan udføres ved at armen føres i en udad-rotation og der undersøges om smertelokationen følger med udad-rotationen [8]. Derudover anbefales Upper cut test, speeds test og Yergason test [29]. Til SLAP-læsion anbefales en kombination af kompression-rotation test, Yergason test og Crank test [28]. LHBT instabilitet bør mistænkes, hvis patienten oplever de tidligere nævnte mekaniske symtomer. Ved mistanke om LHBT instabilitet bør m. subscapularis testes for styrke deficit pga. deres indbyrdes afhængighed [15].
Ved mistanke om LHBT patologi bør klinikeren, som udgangspunkt også mistænke at andre strukturer i skulderen er involveret [30]. MR-scanning kan supplere den kliniske undersøgelse, men billeddiagnostiske resultater bør sammenholdes med symptombilledet, da patoanatomiske abnormaliteter også forekommer hos asymptomatiske kasteatleter [1, 9].
Det anbefales at den primære rehabilitering af atraumatisk LHBT- og labrum læsioner foregår konservativt [10, 31]. Rehabiliteringen bør inkludere fokus på hele rotator cuffen da proksimale bicepsskader ofte vil være associeret med rotator cuff patologi.
Fase 1 bør fokusere på at reducere smerter og genskabe normal bevægelighed. Passiv og aktiv leddet mobilisering anbefales. Der kan suppleres med analgetika i denne fase [8].
Fase 2 bør inkludere aktiv bevægelighed og gradueret modstandstræning [10]. Hvilken modstand og tempo, biceps bør belastes i et rehabiliteringsprogram er endnu ukendt [32].
Fase 3 bør indeholder funktionelle og dynamiske øvelser med fokus på styrke og stabilitet omkring hele skulderen. Herefter følger en gradueret tilbagevenden til sportsspecifikke situationer [8, 10].
Ved SLAP læsioner bør der i de første to faser undgås for høj biceps belastning og belastninger med skulderen placeret i abduktion og udad rotation [10]. Patienter med udtalt LHBT instabilitet kan have dårlig prognose og i højere grad have behov for kirurgisk behandling. Det anbefales at patienter skal have markant forbedring inden for 3-4 måneder af et rehabiliteringsforløb [10].
For professionelle baseball pitchere har et studie med konservativ behandling af SLAP læsion vist at 40% kom tilbage til sport, men at kun 22% kom tilbage til sport på samme niveau. For idrætsudøvere på lavere niveau kom 71% tilbage til idræt og 66% tilbage på sammen niveau som før skade [15]. Det har ikke været muligt at finde tilsvarende data for håndboldspillere.
Denne artikel opsummerer problemstillinger vedrørende LHBT patologi og potentielle skadesmekanismer i forbindelse med skudafvikling i håndbold. Der er generelt få studier der beskæftiger sig med denne problemstilling i håndbold på trods af både en høj forekomst af skuld

ersmerter i denne idræt [5] og at problemstillingen er kendt fra andre kasteidrætter [7, 15]. LHBT patologi forekommer ofte sammen patologi af andre strukturer i skulderen og en definitiv diagnose kan være vanskelig at stille [8]. Forståelse af LHBT og potentielle skadesmekanismer kan give klinikeren en differentieret forståelse af skulderleddets belastning under aktivitet og de specifikke krav der stilles til kasteidræt [7]. Der er forsøgt at skabe et overordnet indblik i et komplekst problemfelt, for at øge opmærksomheden på LHBT patologi indenfor håndbold og anden kasteidræt. Klinikere der behandler skuldersmerter hos kasteatleter, o
pfordres til at opsøge yderligere litteratur vedrørende diagnostik og behandling LHBT problematikker.
Tabel 1 Kliniske tests. Beskrivelser af test er oversat fra Hanchard 2013 [33].
