Hoftedysplasi – Hverdagsliv og træning

0

Fysioterapeut og stud.cand, Sarah Bournonville Frederiksen1; Martin Dan Jørgensen2; Docent, Dorthe Sørensen3 og post.doc., Julie Sandell Jacobsen4

1: Idræt og Sundhed Syddansk Universitet

2: Idrætsvidenskab Smertefribevægelse

3: Forskningscenter for Sundhed og velfærdsteknologi, program for rehabilitering, VIA University College

4: Forskningscenter for Sundhed og velfærdsteknologi, program for rehabilitering, VIA University College & Forskningsenheden for Almen Praksis.

Korresponderende forfatter

Sarah Bournonville Frederiksen, e-mail: sarahbournonville@gmail.com

Resumé

Operation er det primære behandlingstilbud på landets universitetshospitaler, hvis man henvises med smerter og hoftedysplasi. Ikke alle patienter tilbydes operation, og nogle patienter har ikke et ønske om at gennemgå en operation. Et alternativ til operation for disse patienter kan være træning og vejledning hos en fysioterapeut. Denne artikel vil derfor gennemgå, hvilken evidens, der er for træning som behandlingsmetode til patienter med hoftedysplasi, samt belyse patienternes oplevelse af at leve med sygdommen.

Indledning – hvad ved vi om sygdommen?

Ved hoftedysplasi er det acetabulare dække af caput femoris (ledhovedet) nedsat, og der ses en øget mekanisk belastning på de intraartikulære strukturer i hofteleddet (1). Dette kan være disponerende for udviklingen af degenerative forandringer i leddet med beskadigelse af ledlæbe og ledbrusk (1). Derudover ses en sammenhæng mellem hoftedysplasi og udvikling af sekundær osteoartrose (1). Et nyere studie viser i dag, at den nedsatte stabilitet i hofteleddet også stiller et øget krav til den omkringliggende muskulatur, hvilket kan være medvirkende til muskelsene-relateret smerte blandt patienter med hoftedysplasi (2).

Andelen af personer med radiologiske forandringer foreneligt med hoftedysplasi ligger mellem 5 og 13% i Danmark (3, 4) og 16-32% blandt voksne med hoftesmerter, hvor langt flere kvinder end mænd får symptomer (5, 6). Smerterne er ofte lokaliseret til lysken og på den laterale side af hoften (1). Sygdommen er forbundet med smerte i fysisk aktivitet, som gang og løb, men også i stående og siddende stillinger som opretholdes i længere tid. Dette har også betydning for patienternes aktivitetsniveau; patienter med hoftedysplasi udfører mindre fysisk aktivitet af høj intensitet sammenlignet med mennesker uden hoftedysplasi (7). Til diagnosticering af hoftedysplasi anvendes radiologiske mål, herunder CE-vinkel (Centre-edge angle) og AI-vinkel (Tönnis’ acetabular index angle) (1). Derudover benyttes også flexion/adduction/internal rotation (FADDIR) test (8). Periacetabulær osteotomi (PAO) er det primære behandlingstilbud på udvalgte universitetshospitaler til patienter med hoftedysplasi (9). Nogle patienter med hoftedysplasi tilbydes ikke operation grundet et BMI > 25, andre på grund af osteoartrose, alder over 45 samt en negativ impingement (FADDIR) test (10). Derudover er der også patienter, som ikke ønsker operation (10). Træning kan være et alternativ til operation. Formålet med artiklen er derfor at belyse, hvordan træning muligvis kan være relevant for målgruppen samt at fremhæve patienternes oplevelse af at leve med sygdommen hoftedysplasi.

Hvad er det nye?

Hvorfor kan træning være en god idé?

Træning kan være et alternativ til operation for patienter med hoftedysplasi. Træning er dog hidtil kun undersøgt i et begrænset omfang sammenlignet med den store mængde undersøgelser, der er lavet på patienter, som har gennemgået en operation.

Resultaterne af et pilotstudie, der testede tre måneders hofteabduktionstræning, viste forbedret gang, hofteabduktionsstyrke, og færre patientrapporterede smerter og funktion (11). Tilsvarende har et feasibility studie, der undersøgte otte ugers progressiv styrketræning, rapporteret forbedringer i patientrapporteret og præstationsbaseret funktion (12). I tråd med dette fandt man i et randomiseret kontrolleret feasibility studie og et opfølgende case-serie studie med hhv. 35 og 28 deltagere med kroniske hoftesmerter (herunder hoftedysplasi) en positiv behandlingseffekt på patientrapporterede symptomer, præstationsbaseret funktion og dagligdagsfunktion efter seks ugers “movement-pattern” træning (13, 14).

Resultaterne af ovenstående studier er lovende, men skal fortolkes varsomt grundet mangel på kontrolgruppe (11, 12, 14), få deltagere og begrænset beskrivelse af interventionen (11, 13, 14). Samtidig er det vigtigt at bemærke, at patienter med overvægt, hofteartrose, og alder over 45 år er ekskluderet fra disse studier, hvorfor vi ikke ved, hvordan de vil respondere på træning. Dog tyder det på, at træning har potentiale som behandlingsform til patienter med hoftedysplasi. Tager man derudover, træningens relative lave antal af bivirkninger og lave omkostninger (15, 16, 17), samt muligheden for at udøve træning næsten hvor som helst, i betragtning, så kunne træning muligvis spille en større rolle for patienter med hoftedysplasi. Derfor undersøges effekten af træning og patientundervisning til patienter med hoftedysplasi, der ikke gennemgår operation, også aktuelt i et randomiseret kontrolleret forsøg i Aarhus (18). Interventionen omfatter en seks måneders trænings- og patientuddannelsesintervention (19). Patienterne tilbydes otte en-til-en superviserede træningssessioner over seks måneder. Under disse sessioner instrueres patienterne i fire øvelser. Disse øvelser er: (1) en rygliggende plankeøvelse, (2) en sideliggende plankeøvelse, (3) en squat øvelse og (4) en et-bens stabilitetsøvelse. Patienterne instrueres i at udføre øvelser i sæt af tre med minimum fem repetitioner af hver øvelse samt at udføre minimum tre træningssessioner hjemme hver uge. Hver af de fire øvelser kan progredieres ved hjælp af tre niveauer, som tillader individualiseret træning med hensyn til oplevet belastningsgrad. Patienterne tilbydes endvidere patientuddannelse, som leveres under de superviserede træningssessioner. Patientuddannelsen inkluderer råd om smertehåndtering, vigtighed af træningsefterlevelse, og råd om fysisk aktivitet (19). Et forudgående feasibility studie har undersøgt gennemførbarhed og accept af interventionen. Resultaterne af studiet viste, at patienter med hoftedysplasi er villige til at deltage i en seks måneders trænings- og patientuddannelsesintervention, og at de har en høj grad af accept af interventionen (19).

Hvordan oplever patienter med hoftedysplasi at leve med sygdommen?

Det er vigtigt at forstå patientens oplevelse af at leve med hoftedysplasi, når man i et samarbejde med patienten, skal planlægge et træningsforløb. Ved at kende til patientens oplevelse vil den sundhedsprofessionelle have en bedre forståelse af, hvilke elementer der er vigtige for patientens træningsefterlevelse af træningsinterventionen (20, 21). Der er få studier på området, som belyser påvirkning af identitet, livskvalitet og psykosociale velvære (22, 23, 24). Af den grund valgte vi at sætte fokus på patienternes oplevelse i en netop udgivet kvalitativ artikel (10). I artiklen fremhæves tre temaer, som beskriver patienternes oplevelse af at leve med hoftedysplasi. De tre temaer er følgende: 1. “Hoftedysplasi er mere end blot en ledsygdom”, 2. “At leve med smerte er svært, når smerten har sit eget liv” og 3.”Begrænsninger fra hofteproblemer udfordrer opfattelsen af at være ung, aktiv og selvstændig”.

Patienterne i studiet oplevede at mangle viden omkring sygdommen, særligt ift. de krav som stilles til hoftens omkringliggende muskulatur. De beskrev, hvordan de oplevede, at smerten er uforudsigelig. De oplevede, at der ikke er noget mønster i smerten, hvorfor det kan være udfordrende at regulere aktiviteter herefter. Dette medvirkede til følelsen af tab af kontrol over smerten (10).

Patienterne havde forskellige copingstrategier; nogle undgik aktiviteter forbundet med smerte, så de kunne komme igennem de nødvendige hverdagsaktiviteter. Nogle havde en mere adaptiv coping metode ved at undgå aktiviteter, som provokerede til smerte, men fortsat var fysisk aktive ved at justere og tilpasse den enkelte aktivitet. Andre valgte aktivt at udholde smerten, så de kunne fortsætte med de aktiviteter, som de fandt meningsfulde (10).

Ydermere oplevede patienterne, at sygdommen var med til at tage en del glæde fra de aktiviteter, som de fandt meningsfulde som f.eks. håndbold, fodbold, løb osv. Dette var bl.a. med til at påvirke deres identitet negativt ift. oplevelse af at være et ungt, aktivt og selvstændigt menneske (10).

Vigtigste punkter for klinisk praksis?

  • Sygdommen hoftedysplasi påvirker altså patienterne på mange områder i deres hverdagsliv, hvorfor det i klinisk praksis kan være relevant at tilgå patienten fra et biopsykosocialt perspektiv.
  • Patienterne oplever at mangle viden omkring egen sygdom, hvorfor det umiddelbart kunne være relevant med patientundervisning.
  • Patienterne oplever, at smerten er meget uforudsigelig, hvorfor det kunne være relevant med en dialog omkring graduering af fysisk aktivitet for den enkelte patient.
  • Patienter med hoftedysplasi er villige til at deltage i en seks måneders trænings- og patientuddannelsesintervention, og de har en høj grad af accept af interventionen.
  • Det tyder på, at træning medfører forbedringer i form af færre patientrapporterede smerter og bedring i nedsat dagligdagsfunktion.

Referencer

  1. Nunley RM, Prather H, Hunt D, et al. Clinical presentation of symptomatic acetabular dysplasia in skeletally mature patients. J Bone Joint Surg Am. 2011 May;93 Suppl 2:17-21.
  2. Jacobsen JS, Hölmich P, Thorborg K, et al. Muscle-tendon-related pain in 100 patients with hip dysplasia: prevalence and associations with self-reported hip disability and muscle strength. J Hip Preserv Surg. 2017;5(1):39-46.
  3. Jacobsen S, Rømer L, Søballe K. The other hip in unilateral hip dysplasia. Clin Orthop Relat Res. 2006;446:239-46.
  4. Jacobsen S, Sonne-Holm S. Hip dysplasia: a significant risk factor for the development of hip osteoarthritis. A cross-sectional survey. Rheumatology (Oxford). 2005;44(2):211-8.
  5. Gosvig KK, Jacobsen S, Sonne-Holm S, et al. Prevalence of malformations of the hip joint and their relationship to sex, groin pain, and risk of osteoarthritis: a population-based survey. J Bone Joint Surg Am. 2010;92(5):1162-9.
  6. Birrell F, Silman A, Croft P, et al. Syndrome of symptomatic adult acetabular dysplasia (SAAD syndrome). Ann Rheum Dis. 2003;62(4):356-8.
  7. Reimer LCU, Kierkegaard S, Mechlenburg I, et al. Does Daily Physical Activity Differ Between Patients with Femoroacetabular Impingement Syndrome and Patients with Hip Dysplasia? A Cross-Sectional Study in 157 Patients and 60 Healthy Volunteers. Int J Sports Phys Ther. 2021;16(4):1084-1092.
  8. Ricciardi BF, Mayer SW, Fields KG, et al. Patient Characteristics and Early Functional Outcomes of Combined Arthroscopic Labral Refixation and Periacetabular Osteotomy for Symptomatic Acetabular Dysplasia. Am J Sports Med. 2016;44(10):2518-2525.
  9. Troelsen A, Elmengaard B, Søballe K. A new minimally invasive transsartorial approach for periacetabular osteotomy. J Bone Joint Surg Am 2008;90:493–8.
  10. Jorgensen MD, Frederiksen SB, Sørensen D, et al. Experiences of living with developmental dysplasia of the hip in adults not eligible for surgical treatment: a qualitative study. BMJ Open. 2021;11:e052486.
  11. Kuroda D, Maeyama A, Naito M, et al. Dynamic hip stability, strength and pain before and after hip abductor strengthening exercises for patients with dysplastic hips. Isokinet Exerc Sci. 2013;21:95–100.
  12. Mortensen L, Schultz J, Elsner A, et al. Progressive resistance training in patients with hip dysplasia: a feasibility study. J Rehabil Med. 2018;50:751–8.
  13. Harris-Hayes M, Czuppon S, Van Dillen LR, et al. Movement-Pattern Training to Improve Function in People With Chronic Hip Joint Pain: A Feasibility Randomized Clinical Trial. J Orthop Sports Phys Ther. 2016;46(6):452-61.
  14. Harris-Hayes M, Steger-May K, van Dillen LR, et al. Reduced Hip Adduction Is Associated With Improved Function After Movement-Pattern Training in Young People With Chronic Hip Joint Pain. J Orthop Sports Phys Ther. 2018;48(4):316-324.
  15. Pinto D, Robertson MC, Hansen P, et al. Cost-effectiveness of nonpharmacologic, nonsurgical interventions for hip and/or knee osteoarthritis: Systematic review. Value Heal 2012;15:1–12.
  16. Tan SS, Teirlinck CH, Dekker J, et al. Cost-utility of exercise therapy in patients with hip osteoarthritis in primary care. Osteoarthr Cartil. 2016;24:581–588.
  17. Fernandes L, Roos EM, Overgaard S, et al. Supervised neuromuscular exercise prior to hip and knee replacement: 12-month clinical effect and cost-utility analysis alongside a randomised controlled trial. BMC Musculoskelet Disord. 2017;18:5.
  18. Jacobsen, JS, Mechlenburg, I, Thorborg, K, et al. MovetheHip-trial: The effectiveness of exercise therapy and patient education compared With usual care on self-reported pain in patients with hip dysplasia who are not candidates for periacetabular osteotomy. ClinicalTrials.gov [Internet]. 2021; Available from: https://clinicaltrials.gov/ct2/show/NCT04795843
  19. Jacobsen, JS, Thorborg, K, Sørensen, D, et al. Feasibility and acceptability of a six-month exercise and patient education intervention for patients with hip dysplasia: a mixed methods study. Musculoskelet Sci Pract. 2022;61:102615.
  20. Sabaté E. Adherence to long-term therapies: evidence for action. Geneva: World Health Organization, 2003.
  21. Martin LR, Williams SL, Haskard KB, et al. The challenge of patient adherence. Ther Clin Risk Manag. 2005;1:189–99.
  22. Gambling TS, Long A. Psycho-Social impact of developmental dysplasia of the hip and of differential access to early diagnosis and treatment: a narrative study of young adults. SAGE Open Med. 2019;7:205031211983601.
  23. Gambling TS, Long AF. Experiences of young women living with developmental dysplasia of the hip: insight into their experiences of surgery and recovery. Chronic Illn. 2013;9:16–28.
  24. Gambling T, Long AF. An exploratory study of young women adjusting to developmental dysplasia of the hip and deciding on treatment choices. Chronic Illn. 2012;8:17–30.
Recent Posts
LogokonkurrenceUncategorized
*PODCAST* HoftedysplasiPodcast, Uncategorized