Kunsten at skabe tillid: Refleksioner over et sportspsykologisk en-til-en forløb med en professionel ungdomstræner i fodbold
Skrevet af:
Simon Dalsgaard (MSc)*1, Niels Nygaard Rossing (Ph.D.)1, Kathrine Liedtke Thorndahl (MSc)1
1 Department of Health Science and Technology, Aalborg, Aalborg University, Denmark
Kontakt:
Simon Dalsgaard, cand.scient. Sports Science
(+45) 27323723
Email: shda@hst.aau.dk
Introduktion
Evnen til at skabe tillid er nøglen til at få succes i både sportspsykologers (1; 2; 3) og fysioterapeuters praksis (4; 5). På trods af vigtigheden af tillid, findes der begrænset viden om, hvordan man konkret kan bidrage til at skabe tillidsfulde relationer i sin praksis. At skabe en tillidsfuld relation anses som betydeligt mere krævende og komplekst end det at sætte ”færdiglavede” teoretiske spørgeteknikker i spil ved hjælp af velkendte og gennemprøvede teoretiske værktøjer (6). Derfor er det særlig vigtigt at der laves praksis-orienteret forskning om, hvordan man som praktiker kan bidrage til at skabe tillidsfulde relationer.
Baseret på et længerevarende sportspsykologisk en-til-en-forløb med en professionel ungdomstræner er formålet med denne artikel at præsentere et forskningsbaseret eksempel på, hvordan den tillidsfulde relation kan skabes. Artiklen tager udgangspunkt i en konkret situation i et konkret sportspsykologisk praksisforløb, men kan til en vis grad generaliseres til andre praksisforløb hos lignende fagpersoner med kortere eller længerevarende en-til-en-forløb.
Metode
Artiklen bygger på en autoetnografisk undersøgelse. Autoetnografi er en kvalitativ forskningsmetode, der kobler forskerens personlige oplevelser til et fænomens sociale og kulturelle strukturer ud fra, hvordan forskeren selv er blevet bevæget af og fortolker sine egne oplevelser (7). I denne artikel er vi derfor ikke optagede af at præsentere den bedste metode eller bevise en generel måde at opbygge en tillidsfuld relation på, men vi ønsker at beskrive, hvordan en tillidsfuld relation blev skabt i dette forløb med henblik på at give inspiration til at håndtere lignende situationer.
Teori og kontekst
Undersøgelsen tager afsæt i mit, førsteforfatterens, første længerevarende en-til-en-forløb som sportspsykologisk konsulent Fokuspersonen i forløbet var en professionel ungdomstræner, Michael (pseudonym), som havde taget kontakt til mig for at indgå i et sportspsykologisk udviklingsforløb med henblik på at arbejde med sine negative tanker. Michael oplevede, at de negative tanker hæmmede samarbejdet med spillere og assistenttrænere i hverdagen, fordi Michael ofte isolerede sig på træningsbanen, når han oplevede negative tanker.
Det sportspsykologiske forløb tog afsæt i Stelters (8) tredjegenerationscoaching, som er en dialogisk samtaleform, der primært er optaget af at stille spørgsmål til klienten for at identificere den enkeltes værdier. Målet med samtalen er at skabe nye forståelser af specifikke situationer hos klienten og samtidig få klienten til at reflektere over, hvordan han/hun kan anvende sine værdier til at skabe muligheder for at handle på en meningsfuld måde i fremtidige situationer.
Mødet i den første session
Målet med første session var at konkretisere, hvilke værdier Michael gerne ville handle ud fra. Undervejs sad jeg dog med en følelse af, at vi i denne afklaringsfase ikke rigtigt berørte Michaels egentlige problemer. Det virkede som om, Michael var hæmmet af altid at finde fejl og mangler hos sig selv, hvilket udløste negativ selvkritik og særligt kom til udtryk i Michaels handlinger på træningsbanen. Til trods for at jeg anvendte forskellige anerkendte spørgeteknikker for at få Michael til at reflektere over dette, blev problemet ikke ordentligt italesat. Vi afsluttede den første session. Efterfølgende forsatte vi samtalen uformelt, og Michael talte igen om sine fejl og mangler som træner. I stedet for at anvende en bestemt spørgeteknik, røg det ud af mig:
”Lider du af at være lidt perfektionistisk?”
”Nargh, det vil jeg nu ikke mene… Eller, jeg bliver i hvert fald bare irriteret, når folk sjusker, og jeg kan se, at de kan gøre det bedre,” svarede Michael.
”Det lyder for mig som om, du er lidt perfektionistisk. Dét er faktisk noget, som også har hæmmet mig gennem hele mit liv. I min tid som ishockeyspiller, kunne selv den mindste fejl ødelægge hele min weekend! Jeg er stadig udfordret på det i dag, og nogle gange kan jeg brokke mig over selv de mindste småting.”
Til den anden session en uge senere startede Michael med tårer i øjnene med at fortælle, hvordan min historie havde gjort stort indtryk på ham. Michael fortalte, hvordan min “historie” havde åbnet hans øjne for hans eget problem, og hvordan han nu var villig til og havde mod på at løse det.
Kunsten at opbygge tillid
Situationen, som den er beskrevet i denne artikel, vidner om, at de teoridrevne spørgeteknikker faktisk kan føles fastlåst, og at de desuden kan være en medvirkende årsag til opretholdelsen af en begrænsende barriere mellem den sportspsykologiske konsulent og fokuspersonen. Endvidere afspejler beskrivelsen af den konkrete situation barrieren mellem de emner, som sportspsykologiske forskere undersøger, og hvordan sportspsykologiske konsulenter arbejder i praksis (1; 9). Barrieren kan blandt andet skyldes, at forskere inden for sportspsykologi og coaching gennem adskillelige år har haft et snævert fokuseret på, hvilke specifikke teorier og værktøjer, sportspsykologiske konsulenter med fordel kan anvende i en-til-en-sessioner (1). Konsekvensen af et snævert fokus på netop teorier og værktøjer er, at andre betydningsfulde faktorer, heriblandt konsulentens personlige egenskaber, ofte bliver overset (10), hvilket kan betyde, at de sportspsykologiske konsulenter, som er uddannet i teoretiske emner på akademiske uddannelser, er dårligt forberedte til at indgå i og opbygge tillidsfulde relationer i praksis (3; 6; 9).
Denne undersøgelse støtter udsagnet om, at statiske spørgeteknikker ikke kan rumme den komplekse kontekst, som praksis er (6; 11). Således lykkedes det først for alvor at trænge igennem til Michael, da jeg opgav at holde mig stringent inden for rammerne af en række teoridrevne spørgeteknikker og i stedet lod mig involvere på et mere personligt plan ved at respondere på implicit interpersonelle signaler fra Michael. Det tyder på, at sportspsykologiske konsulenter kan drage fordel af ikke kun at skærpe deres faglige viden og kompetencer til interpersonel interaktion men også deres personlige egenskaber til at kunne håndtere udfordringerne i praksis ved at kunne respondere intuitivt. Ifølge Marks-Tarlow og kolleger (11), er klinisk intuition bindeledet mellem teori og praksis. Klinisk intuition kan beskrives som egenskaben til at registrere og respondere på interpersonelle mønstre i en behandlings- eller udviklingskontekst. I den beskrevne situation var det, at jeg turde følge min intuition og gøre mig selv sårbar ved at afsløre min egen personlige historie, det, der netop var afgørende for, at vi opbyggede en tillidsfuld relation. Psykologerne Hill og Knox (12) beskriver det at afsløre personlige historier med begrebet self-disclosure. Det kan dog samtidig også fungere som effektive spørgeteknikker, da det kan bidrage med selvindsigt, nye forståelser og normalisere fokuspersonens problemer (12). Derfor kan det være vigtigt, at en en-til-en praksis ikke bliver reduceret til kliniske spørgeteknikker alene, men at praktikeren involverer sig selv i forløbet på et fagligt og et personligt plan, for at skabe et så effektivt forløb som muligt.
Anbefaling
At opbygge en tillidsfuld relation i en-til-en-forløb er komplekst og udfordrende. Det kræver, at praktikeren ikke blot er i stand til at anvende forskellige spørgeteknikker, men i lige så høj grad har udviklet personlige egenskaber, som fx evnen til at være nærværende, lyttende og empatisk, og anvender disse egenskaber aktivt i praksis. Endvidere skal praktikere turde være ærlige og til tider gøre sig selv sårbare ved eventuelt at fortælle personlige historier for at invitere til at skabe en tillidsfuld relation, hvor klienten kan føle sig tryg ved at blotte sine udfordringer og sårbarheder.
Referencer:
1. Stelter, R. Fremtidsdrømme: Hvilken vej bør coaching gå? In K. Gørtz & T. Gaihede (Red.). Coaching i nyt perspektiv: En metodebog. København: Hans Reitzels Forlag; 2014. p. 21–32.
2. Sharp, L. A., & Hodge, K. Effective sport psychology consulting relationships: Two coach case studies. The Sport Psychologist. 2013;27(4):313-324.
3. Nesti, M. Working within Professional Football. In R. J. Schinke & D. Hackfort (Red.). Psychology in professional sport and the performing arts: Challenges and strategies. Oxon: Routledge; 2016. p. 192-204.
4. Holopainen R, Simpson P, Piirainen A, et al. Physiotherapists’ perceptions of learning and implementing a biopsychosocial intervention to treat musculoskeletal pain conditions: a systematic review and metasynthesis of qualitative studies. Pain. 2020:1150-1168.
5. Edwards MJ, Stone J, Nielsen G. Physiotherapists and patients with functional (psychogenic) motor symptoms: a survey of attitudes and interest Journal of Neurology, Neurosurgery & Psychiatry 2012;83:655-658.
6. Skovholt, T. M., & Rønnested, M. H. Struggles of the novice counselor and therapist. Journal of Career Development. 2003;30(1):45-58.
7. Beach, D. Maybe one in a hundred or one in a thousand in the neoliberal, new-managerial university! Aesthetics of experience and the question of transgressive critical thinking. Ethnography and Education. 2020;15(3):363-376.
8. Stelter, R. Tredje generations coaching – en invitation til nytænkning og faglig udvikling. Viborg: Dansk Psykologisk Forlag; 2012.
9. Nesti, M. Psychology in football. Working with elite and professional players. Oxon: Routledge; 2010.
10. McDaugall, M., Nesti, M.S., & Richardson, D. J. The challenges of sport psychology delivery in elite and professional sport: Reflections from experienced sport psychologists. Sport Psychologist. 2015;29(3):265-277.
11. Marks-Tarlow, T., Solomon, M., & Siegel, D. J. Play and creativity in psychotherapy. The Neuropsychotherapist. 2018;6(3):12-30.
12. Hill, C. E., & Knox, S. Self-disclosure. In J. C. Norcross (Red.). Psychotherapy relationships that work: Therapist contributions and responsiveness to patients. New York, NY: Oxford University Press; 2002. p. 255-265.
