Fra rehabiliteringsforløb til idrætsforening – giver det overhovedet mening?
Forfattere
Thomsen S, Kristensen GDW, Jensen NWH, Agergaard S
Sport Sciences – Sports & Social Issues, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet
Baggrund
Det er velkendt, at regelmæssig motion bidrager til både forebyggelse og behandling af Type 2 diabetes (T2D) gennem blodsukkerregulering (1,2), og således også til forebyggelse af en række gængse følgesygdomme (3-5). I Danmark tilbydes personer med T2D eller prædiabetes oftest at deltage i kommunale rehabiliteringsprogrammer, der blandt andet introducerer dem for motions gavnlige effekter og giver praktiske erfaringer med bestemte motionsformer (6). De langsigtede effekter af sådanne rehabiliteringsforløb er imidlertid tvivlsomme, og i et nyligt litteraturstudie diskuterer vi, hvad årsagerne til disse udfordringer kan være, med særlig vægt på manglende støtte og struktur efter endt rehabilitering (7). Når personer med T2D indgår i et struktureret forløb bliver de støttet i nye motionsvaner, men når rehabiliteringen afsluttes er de i højere grad overladt til sig selv, og det pludselige fravær af den vanlige struktur og støtte formodes at være afgørende for de efterfølgende udfordringer med at forblive fysisk aktiv (7).
På baggrund af de omtalte udfordringer arbejdes der i flere kommuner med brobygning til civile motionstilbud, eksempelvis lokale idrætsforeninger, og netop dette arbejde er interessant, fordi de civile motionsfællesskaber kan bidrage med støtte og struktur, og fordi de i modsætning til rehabiliteringsforløbene ikke er tidsbegrænsede.
En sådan brobygning er forsøgt er i Brønderslev Kommune, hvor man har arbejdet med at skabe en glidende overgang til foreningsdeltagelse efter fremgangsmåden på figur 1. Her er det særligt de to besøg i idrætsforeninger i uge 5 og 6, samt de valgfrie aktiviteter i uge 9-12, hvor deltagerne blev opfordret til at genbesøge idrætsforeningerne, eller støttet i at finde andre selvvalgte motionsformer.
Teoretisk perspektiv
Vores undersøgelse tog afsæt i den medicinske sociolog Aaron Antonovskys perspektiver, der kort fortalt har fokus på at dreje arbejdet med sundhedsfremme væk fra sygdom, og hen imod den enkeltes evne til at håndtere de stressfaktorer, som en evt. sygdom (og livet i øvrigt) bringer (8). En god håndtering af stressfaktorer korrelerer med en høj grad af Oplevelse af Sammenhæng (OAS), hvilket omfatter at det enkelte individ opfatter de livssituationer, vedkommende indgår i, som værende begribelige, håndterbare og meningsfulde (9). Begribelighed relaterer sig til i hvor høj grad stimuli opleves som strukturerede, forudsigelige og forklarlige, håndterbarhed handler om den enkeltes oplevelse af at være i stand til at håndtere de omtalte stimuli på en hensigtsmæssig måde, og meningsfuldhed omhandler hvorvidt disse stimuli opfattes som udfordringer, der er værd at engagere sig i (8). Sammenholdes Antonovskys perspektiv med de åbenlyse helbredsmæssige fordele ved regelmæssig fysisk aktivitet kan et succesfuldt rehabiliteringsforløb forstås som et forløb, der blandt andet udstyrer deltagerne med viden og kompetencer, som hjælper dem til at begribe, håndtere og finde mening i fysisk aktivitet – eksempelvis i lokale idrætsforeninger.
Design & metode
Med afsæt i ovenstående foretog vi et case-studie med en gruppe personer med T2D i det omtalte forløb i Brønderslev fra januar til april 2019. Empiriindsamlingen bestod af ugentlige deltagende observationer under fysisk aktivitet på sundhedscentret, observationer under de skemalagte besøg i svømme- og floorballklub, samt kvalitative, semistrukturerede, individuelle interview med 8 af de 11 deltagere på det rehabiliteringshold, vi fulgte. Observationer og interview var møntede på at afdække deltagernes oplevelser af deltagelse i fysisk aktivitet i sundhedscenter- og foreningsregi, med særligt fokus på deres OAS.
Efterfølgende foretog vi en hermeneutisk inspireret tematisk analyse (10) af den genererede empiri, der resulterede i 17 temaer med relevans for forståelsen af deltagernes oplevede begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed i de undersøgte aktiviteter. Nedenfor præsenteres og diskuteres centrale aspekter af denne analyse.
Resultater & diskussion
Generelt oplevede deltagerne motion i sundhedscenterregi som både begribeligt og håndterbart:
”Vanligvis bliver jeg så stiv i læggene, når jeg er ude at gå meget og sådan – eller går hurtigt. Men på cyklen her, så er det gået godt.” (Steen)
”Min alder taget i betragtning så synes jeg jo, at jeg følger meget godt med i det. Det kan da godt være, det gør lidt ondt i knæene, men man kan vel ikke forvente at det skal være anderledes, når man laver sådan nogle øvelser.” (Gert)
Dette skal ses i lyset af, at aktiviteterne på sundhedscentret for de flestes vedkommende var nogle, de havde stiftet bekendtskab med flere gange tidligere. Anderledes så det ud i forhold til floorball, hvor særligt dem der ikke deltog i foreningsbesøget udtrykte manglende begribelighed og håndterbarhed, mens det lod til at være bedre for dem, der havde været med:
”Nu har jeg aldrig prøvet det og jeg ved ikke hvor lang sådan en stav er, om det er hårdt for ryggen eller skidt for ryggen.” (Ellen, deltog ikke)
”Jeg blev så forpustet, fordi jeg gik så meget op i det, at jeg kunne sgu ikke mere. Så siger jeg til mig selv, så, nu skal du lige dampe lidt af og det er for hårdt det her.” (Gert, deltog)
Analysen tydede altså på, at begribelighed og håndterbarhed var knyttet til erfaring med de enkelte aktiviteter, og introduktion til idrætsforeninger formodes derfor at gøre det mere overkommeligt for deltagerne at indgå i disse.
Vores formodning om, at idrætsforeningers struktur kunne bidrage til langsigtet fysisk aktivitet blev imidlertid udfordret i et tema, der handlede om forpligtelser. Her gav flere deltagere nemlig udtryk for, at de oplevede en positiv forpligtelse over for personalet på sundhedscentret, som hjalp dem med at være aktive, mens flere af de samme personer nævnte manglende lyst til at forpligte sig som direkte årsag til ikke at opsøge foreningstilbud:
Om rehabiliteringsforløbet:
”Jeg synes det er et flot tilbud, vi får. Det koster os ikke noget, og jeg har faktisk følt mig rimelig forpligtet til og komme fordi det var gratis.” (Nora)
Om rehabiliteringsforløbet:
”Her føler jeg ikke et pres, men det er noget som jeg har fået tilbudt, så det er jeg nødt til at være med på.” (Steen)
Om foreningsdeltagelse:
”Altså hvis jeg går ind i noget, så skal jeg også komme. Og det er ikke bare sådan at komme hver anden gang… Du skal komme hver gang! Og derfor vil jeg ikke binde mig til mere.” (Steen)
Samtidig var deltagerne dog meget bevidste om deres eget behov for et strukturerende element i forbindelse med fysisk aktivitet:
”Jeg er ikke struktureret nok til, at jeg bare kan gøre noget derhjemme, sådan fast, ej det er jeg ved Gud ikke.” (Nora)
Fysioterapeuten taler om hjemmetræning til deltagerne, hvorpå Steen udbryder ”Hjemmetræning er bluff!” (Observation)
At deltagerne generelt oplevede forpligtelse som noget strukturerende og støttende i forbindelse med fysisk aktivitet på rehabiliteringsforløbet, og snarere som en barriere i forbindelse med foreningsdeltagelse, udgør et interessant modsætningsforhold, der måske kan forstås i lyset af den tredje komponent i OAS, meningsfuldhed.
Mange af forløbets deltagere fandt umiddelbart mening i den fysiske aktivitets instrumentelle egenskaber, herunder aktivitet som middel til at opnå fysisk og psykisk velvære, vægttab og, mest udtalt, lavere blodsukkerværdier:
”Jamen, jeg kan bruge det til at holde mit blodsukker nede. Og så måske, som jeg siger, holde benene og kroppen længere i gang, end hvis jeg bare sidder i lænestolen.” (Svend)
”Altså først og fremmest vil jeg tabe mig, og så selvfølgelig også holde styr på det blodsukker.” (Nanny)
”Så det handler udelukkende for mig, om at få mit blodsukker ned, det er hele pointen.” (Elisabeth)
Samtidig gav de fleste deltagere dog også udtryk for, at der var egenskaber ved de enkelte aktiviteter, der gjorde dem meningsfulde i momentet, herunder den sociale kontekst for aktiviteten og, for nogle, konkurrenceelementer:
”Når der kommer en lidt, hvad kan man sige, kvik bemærkning indimellem, af en eller anden, jamen så er det ligesom … Så glemmer man, at det gør ondt.” (Svend)
”Når man spiller bold, så kommer konkurrencegenet op i én. Nu skal de sateme have en på goddagen, så vinder vi 10-0.” (Gert)
For flere deltageres vedkommende blev aktiviteterne fra foreningsbesøgene særligt fremhævet, når de gav eksempler på aktiviteter, der var forbundet med fornøjelse, mens disse aktiviteter i mindre grad blev forbundet med sygdomshåndtering.
Samtidig var de positive sociale oplevelser under foreningsbesøgene hovedsagligt knyttet til de andre deltagere fra rehabiliteringsforløbet, og ikke til personerne i foreningerne. En deltager gav eksempelvis udtryk for, at han ikke var i stand til at vurdere den sociale kontekst omkring floorballklubben efter ét besøg:
”Det var vældig, vældigt fint, ikke. Men jeg kan ikke bedømme hvordan det er, hvis du melder dig til at fortsætte derude.” (Svend)
Når ingen deltagere ved rehabiliteringsforløbets afslutning var interesserede i foreningsidræt på længere sigt, og mange var direkte afvisende, fortolker vi det som et udtryk for, at fysisk aktivitets instrumentelle egenskaber, herunder dets bidrag til sygdomshåndtering, var den primære kilde til oplevet meningsfuldhed for størsteparten af deltagerne. Endvidere vurderer vi, at kendskabet til de besøgte foreninger var utilstrækkeligt til at understøtte en meningsfuld social forpligtelse, der kunne bidrage til fremadrettet deltagelse i disse.
Selvom dansk foreningsliv traditionelt forbindes med ikke-instrumentelle motiver (11), og selvom det er rimeligt at stille sig kritisk over for en sygdomsfokuseret eller sundhedspolitisk drejning af den frivillige idræt, lader det til at de instrumentelle værdier ved deltagelse i fysisk aktivitet umiddelbart er centrale for personer med T2D. Således ser det ud til, at der bør oplyses grundigt om de sundhedsmæssige gevinster ved deltagelse i foreningsidræt, hvis personer med T2D skal hjælpes over dørtærsklen til idrætsforeningerne. Efterfølgende kan man så håbe, at andre aspekter af foreningslivet, eksempelvis frivillighed og fællesskab, med tiden bliver meningsfulde dele af deltagelsen.
Litteratur
1 Tuomilehto J., Indstrom J., Eriksson J., Valle T., Hamalainine E. & Uusitupa M. Prevention of Type 2 Diabetes Mellitus By Changes in Lifestyle Among Subjects With Impaired Glucose Tolerance. N Engl J Med 2001;344:1343-1350.
2 Venables MC, Jeukendrup AE. Physical inactivity and obesity: links with insulin resistance and type 2 diabetes mellitus. Diabetes/metabolism reseach and reviews 2009;25:18-23.
3 Zanuso S, Jimenez A, Pugliese G, et al. Exercise for the management of type 2 diabetes: A review of the evidence. Acta Diabetol 2010;47:15-22.
4 Fong D, Aiello L, Gardner T, et al. Retinopathy in Diabetes. Diabetes Care 2004;27.
5 Tesfaye S. Neuropathy in diabetes. Medicine 2015;43:26-32.
6 Sundhedsstyrelsen. National Klinisk Retningslinje for Udvalgte Sundhedsfaglige Indsatser ved Rehabilitering til Patienter med Type 2 Diabetes. 2015.
7 Thomsen S, Kristensen GDW, Jensen NWH, et al. Maintaining Changes in Physical Activity among Type 2 Diabetics – A Systematic Review of Rehabilitation Interventions. Scandinavian Journal of Medicine and Science in Sports Forthcoming;Accepted upon revision.
8 Antonovsky A. Helbredets mysterium. : Hans Reitzels Forlag 2000.
9 Antonovsky A. The salutogenic model as a theory to guide health promotion. Health Promot Internation 1996;11:11-18.
10 Dahlager L, Fredslund H. Hermeneutisk analyse. : Munksgaard Danmark 2007:154-178.
11 Thing LF, Ottesen L. MacDonalidisering af den danske idrætskultur? 2008:89-92.
