#PODCAST# Mere end motion: Træningsfællesskaber og psykisk sårbarhed
Vi ved, at fysisk aktivitet gavner både den fysiske og psykiske sundhed. Men hvad nu, hvis noget af det vigtigste ved træningen ikke er selve træningen?
En løbeklub, et fitnesscenter eller en idrætsforening kan være meget mere end et sted at dyrke motion. Det kan være et sted at høre til, møde andre på lige vilkår og blive en del af et fællesskab.
I denne episode har vi besøg af Martin Færch Andersen, fysioterapeut, ph.d. og adjunkt ved UCN, og Victor Sørensen, humanfysiolog og ph.d.-studerende; begge er involveret i forskningsprojektet VEGA om træningsfællesskaber for mennesker med psykiske lidelser.
Med afsæt i deres forskning diskuterer vi, hvordan træningsfællesskaber kan understøtte både sociale relationer, fysisk og psykisk sundhed hos personer med psykisk sygdom.
Hvilke muligheder findes der allerede i Danmark, og hvordan kan vi som fagpersoner hjælpe patienter, borgere og atleter med at finde vej ind i de rette fællesskaber? Hvad skal der til for at skabe inkluderende tilbud, som mennesker har lyst og mulighed for at blive en del af? Og hvordan kan vi bygge bro mellem behandlingssystemet og civilsamfundet?
For måske handler spørgsmålet ikke kun om, hvorvidt motion virker, men også om, hvor og sammen med hvem den foregår.
Lyt med til en tankevækkende samtale om, hvorfor træningens betydning ikke nødvendigvis afhænger af, hvor høj pulsen kommer op, eller hvor meget laktat der ophobes, men måske i lige så høj grad af det fællesskab, man bliver en del af.


